I det fynske folks tjeneste

Ambitiøse klimamål bekymrer fynske landmænd

Danmarks nye regering vil reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. Den udmelding bekymrer flere fynske landmænd. 

00:16

Lars Iversen har 260 malkekvæg af racen Rød Dansk Malkerace på Nordfyn. Han vil gerne være med til at forbedre klimaet. Video: Flemming Ellegaard

Torsdag var der udskiftning i de danske ministerier, da de nye socialdemokratiske ministre overtog fra den afgående regering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

Med den nye regering er også en af verdens mest ambitiøse klimalove på vej. Den nye regering vil nemlig reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. 

Læs også Fynske politikere bytter plads i ministerium

Det kommer til at kunne mærkes i blandt andet landbruget, hvis den målsætning skal indfries,  og det skaber bekymring hos flere fynske landmænd.  

Vil kræve massive investeringer 

Én af de bekymrede landmænd er Lars Iversen, som har en besætning på 260 malkekvæg af racen Rød Dansk Malkerace på Nordfyn. 

- Vi vil gerne bidrage, vi kan ikke gøre det alene. Jeg er bekymret for tempoet, at det skal gå for hurtigt i forhold til at finde de rigtige og bæredygtige løsninger. Er man så også klar til at investere de penge, der skal i det her for at kunne løfte det? For det løftes altså ikke uden investeringer, siger han. 

Læs også Dyrskuet åbnet: Fynsk landbrug vil ikke være klimasyndebuk

Den holdning bakkes op af Torben Povlsen, der er formand for landbrugets fynske interesseorganisation Centrovice. 

- Landbruget har udtrykt en vision om, at vi i 2050 skal være CO2-neutrale. Så at den nye regering også vil spille med på den dagsorden, det er vi glade for, siger han.

Torben Povlsen mangler dog stadig at få svar på, hvor pengene til at realisere de ambitiøse mål skal komme fra. 

- Der er mange ønsker til, hvordan vi skal gøre det. Der har vi også nogle måder, hvor vi kan spille positivt ind på det. Vi er bare lidt bekymrede for, at når vi vender papiret rundt, hvad er det så for ting, der står. Hvordan skal regningen betales? 

Finansiering ikke på plads 

Det er dog stadig for tidligt for den nytiltrådte minister for klima-, energi- og forsyning, Dan Jørgensen, at svare på det spørgsmål. 

- Det er klart, det her skal selvfølgelig finansieres. Præcis hvordan vi gør det, og hvordan vi gør det på en måde, så landbruget kan se sig selv i det, så vi ikke risikerer, at vi lukker dansk landbrug og flytter produktionen til et andet land, hvor man så forurener mere, det ved vi ikke endnu, siger den nyudnævnte minister. 

Læs også Dan Jørgensen er ny klimaminister: - Det er en ret overvældende dag

På Nordfyn er mælkeproducent Lars Iversen klar til at bidrage til at opfylde målsætningen, hvis det kan gøres uden at skade erhvervet, siger han. 

- Vi skal bare huske, at vi skal have det afbalanceret, så vi ikke kvæler erhvervet. For så bidrager vi sådan set ikke, så bliver vores produktion bare produceret et andet sted. For jeg tænker ikke, at folk holder op med at købe fødevarer.

02:09

Se hele indslaget om de bekymrede landmænd her.

Luk video