Ambitiøse golfplaner på Sydfyn

Et privat investeringsselskab har planer om at etablere en af landets bedste golfbaner ved Broholm på Sydfyn. Golfbanen på 18 huller kommer til at koste omkring 100 millioner kroner, og skal drives som en forretning.

Det er den tidligere golfspiller Steen Tinning, og hans investeringsselskab Whole in One, der vil etablere golfbanen i nærheden af Broholm Slot på Sydfyn.

- Mine ambitioner er meget store, alt skal være perfekt, og det gælder også træningsfaciliteterne, som bliver af en standard vi aldrig har set mage herhjemme, siger Steen Tinning til Golf Online.

Investeringsbudgettet er en hemmelighed, men i følge Golf Online ligger beløbet i nærheden af 100 millioner kroner, hvilket er op imod 10 gange så meget som det normalt koster at etablere en golfbane.

Skal give overskud

Trods den store investering regner selskabet bag planerne med at Golfbanen bliver en overskudsforretning.
 
- Vores formål at at skabe overskud, såvel økonomisk som mentalt, for golf handler om oplevelser, og vi kan se at flere og flere prioriterer livsnydelse meget højt, siger Steen Tinning.

Whole in One er allerede i dialog med Dansk Golf Union om at bruge golfbanen på Broholm som træning for talenter. Derudover skal Oure Idrætshøj- og efterskole betnytte banen.

Investeringsselskabet Whole in One har specialiseret sig i at opkøbe og etablere golfbaner og drive dem på forretningsmæssige vilkår.

Oversigt

    Oversigt