I det fynske folks tjeneste

Ambulancefolk: Kørsel i nødspor lyder ikke som en super idé

Vejdirektoratet har gode erfaringer med brug af nødsporet på Hillerød-motorvejen.

Tillidsmand Christian Stigaard i Ambulance Syd kalder det problematisk at bruge nødspor, men vil lytte til fagkundskaben. Vejdirektoratet har gode erfaringer.

Det er ikke nogen fantastisk god idé at inddrage nødsporet på den fynske motorvej til almindelig bilkørsel.

Sådan lyder en umiddelbar kommentar fra tillidsmand hos redderne i Amulance Syd, Christian Stigaard.

Nødsporet er normalt beregnet til udrykningskøretøjer som politi, ambulancer og brandkøretøjer, når de skal frem til trafikulykker.

Og antallet af trafikulykker på den fynske motorvej er steget med 57 procent de seneste fem år, dokumenterede TV 2/Fyn i går.

Læs også Borgmester om inddragelse af nødspor: Ren galimatias

- Hvad nu hvis biler havererer i nødsporet i myldretiden, og vi skal frem. Jeg håber, det er noget Trafikstyrelsen eller andre har styr på. Det virker som en discountløsning for at undgå at betale det ekstra spor, som der er brug for, siger Christian Stigaard.

Vejdirektoratet har netop evalueret et forsøg med nødspor på Hillerød-motorvejen, der inddrages, når trafikken sander til. Forsøget har været i gang siden 2014.

Her er der både gode og dårlige erfaringer. De dårlige er, at der opstår køer, når der tættere på København ikke længere kan køres i nødsporet.

De gode erfaringer er, at bilisterne ser ud til trods alt at opnå en tidsgevinst.

Områdechef Charlotte Vithen siger til TV 2/Fyn, at man ved hjælp af variable tavler kan lukke nødsporet igen, hvis udrykningskøretøjer skal frem. Vejdirektoratet kan danne sig et overblik over trafikforholdene ved hjælp af de stationære vejkameraer på motorvejen.

Læs også Vestfynske Motorvej: Ulykker på himmelflugt

- Jeg tror ikke, vi har haft nogle problemer med fremføring af udrykningskøretøjer i forbindelse med inddragelse af nødsporet. Men det er værd at bemærke, at i 95 procent af tiden, bruges Hillerød-motorvejen med almindeligt nødspor. Det er i myldretiden - som oftest mellem 7-8 om morgenen, st vi inddrager nødsporet, når der er optræk til kødannelse, siger områdechef Charlotte Vithen.

Der har været en anlægsinvestering på 22,8 millioner kroner og en årlig driftsudgift på 1 million kroner for at ombygge til brug af nødsporet. 

Forsøget med kørsel i nødsporet på Hillerød-motorvejen løber frem til udgangen af 2017.

Der er ikke taget stilling til, hvad der herefter skal ske.

Ved du noget? Så send os et tip