I det fynske folks tjeneste

Ambulancekørsler med lang ventetid mørklægges

Foto: Claus Fisker/Scanpix

Regionerne medtager ikke ambulancekørsler fra naboregioner, når de opgør deres kørselstider: Det giver bedre tal på papiret.

Når en ambulance kaldes til en anden region, end den har hjemme, tager det til 84 procent af områderne længere tid, end når regionens egne ambulancer kører dertil. Alligevel medregner regionerne ikke ’naboambulancernes’ kørsler, når de offentliggør data for, hvor længe ambulancen er om at nå frem, selv om det er i strid med forvaltningsretten. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af aktindsigter i de danske regioner.

Ekstra Bladets kortlægning baserer sig på naboambulancernes responstid på kørsler til livstruende sygdom i Region Nordjylland, Sjælland og Hovedstaden. Region Syddanmark og Midtjylland har nægtet at udlevere responstider på nabokørslerne, men bekræfter, at de ikke inkluderer dem i deres opgørelser.

Det er et brud på reglerne, at regionerne ikke inkluderer naboambulancerne i deres responstidsopgørelser, lyder det fra Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

- I forvaltningsret er der det grundlæggende princip, at når myndigheder offentliggør data, må det ikke være misvisende. Problemet med, at det er misvisende, bliver større her, når det er så gennemgående, at turene udført af en anden region tager længere tid, siger han.

Markant længere tid
I Nordjylland har det størst betydning, om man får hjælp af regionens egne ambulancer. Til samtlige postnumre, hvor en naboambulance er kørt til en livstruende lidelse, har det nemlig taget markant længere tid end normalt.

Farligst har nabohjælpen været i Løgstør, hvor en ambulance fra Midtjylland to gange i fjerde kvartal 2016 kørte til. De to kørsler tog i gennemsnit 38 minutter og 55 sekunder - eller fire gange længere end regionens officielle responstid i Løgstør på 8 minutter og 34 sekunder.

Læs også Region Syddanmark: Vi har styr på økonomien

Men selvom det altid tager markant længere tid, når de benytter en naboambulance i Nordjylland, mener regionen ikke, at det er problematisk at ekskludere dem fra de officielle opgørelser.

- Det er den måde, vi har valgt at gøre det på. Jeg hæfter mig ved, at disse ture er en meget lille andel, cirka to procent, af det samlede antal kørsler i de fire kommuner, hvor naboambulancerne har kørt. Vi har et velfungerende samarbejde, siger Peter Larsen, direktør for ambulanceberedskabet Region Nordjylland.

Fylder ikke meget
I 2016 er der kørt mindst 441 nabokørsler i de fem regioner, og de fylder således meget lidt i det samlede antal udrykninger til livstruende lidelser. I nogle postnumre står naboambulancer dog for knap halvdelen af kørslerne.

I Havndal i Midtjylland bliver 44 procent af udrykningerne til livstruende sygdom kørt af naboambulancer og figurerer dermed ikke i de officielle opgørelser. Men borgerne behøver heller ikke at vide, præcis hvor lang tid ambulancen er om at nå frem hos dem, men blot, at det sker så hurtigt som muligt, mener Bent Hansen, formand for Danske Regioner.

- For mig er det vigtigt, at vi kan trække på hinandens beredskaber. Jeg synes ikke, man skal bruge penge på at registrere kørslerne manuelt, når det drejer sig om så få. I stedet skal vi bruge pengene på at sikre et godt beredskab.

At det er uproblematisk at ekskludere halvdelen af ambulancekørslerne til visse områder er sundhedsminister Karen Ellemann dog ikke helt enig i.

- Danskerne skal selvfølgelig kunne have tillid til regionernes responstidsopgørelser. Jeg er derfor i dialog med Danske Regioner om at få lavet nogle mere ensartede opgørelser, så de er lettere at sammenligne på tværs af landet.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.