I det fynske folks tjeneste

Ambulancen er blevet langsommere

Responstiden på de fynske ambulancer er steget med 15 procent siden sidste år. Det skriver Fyens Stiftstidende i dag.

Hvis du har brug for en ambulance på Fyn, skal du i gennemsnit vente 1,1 minut længere end sidste år. Det viser tal fra Region Syddanmark, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

Regionens officielle servicemål er ellers, at ambulancen skal være fremme efter senest 7,9 minutter, og formanden for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen, erkender da også i dag, at regionen i øjeblikket ikke overholder deres egne mål. Ifølge ham skyldes det blandt andet overgangsperioden mellem Falck og Bios.

- Der er ikke nogen, der nogensinde har troet på, at skift fra en operatør til en anden i en overgangsperiode ikke ville have en konsekvens, siger han til TV 2/Fyn.

Men ifølge Thyge Nielsen skyldes den længere responstid primært, at ambulancerne med en aktivitetsstigning på 15 procent har fået mere travlt end forventet:

- Det er selvfølgelig et problem, og derfor har vi også allerede taget hånd om det ved at tilkøbe et ekstra beredskab, som skal placeres i Ejby. Senere vil vi lave en evaluering af, om vi har det beredskab, som svarer til vores behov, og så kan det sagtens være, at vi skal købe flere beredskaber til.

Ved du noget? Så send os et tip