I det fynske folks tjeneste

Ammende kvinde overfaldet

En kvinde, der ammede sit barn på en trappesten i Assens, blev søndag middag udsat for vold - og fik frastjålet sin tegnebog.

En kvinde sad søndag middag og ammede sit barn på en trappesten i Assens, da en mand pludselig sprang ud af en bil, gav kvinden en lussing og stak af med hendes tegnebog.

Den 38-årige kvinde havde taget plads på en trappe foran en butik på Salbrovad i Assens for at amme sin seks uger gamle baby, da en bil omkring middagstid pludselig kørte op foran hende.

- Der springer en mand ud af bilen og farer hen til kvinden og giver hende først et slag på skulderen og derefter en lussing, fortæller vagtchef Thomas Bentsen ved Fyns Politi.

- Det er muligvis faldet ham for brystet, at kvinden sad og ammede, men da hun chokeret går sin vej fra stedet, glemmer hun sin tegnebog, og den tager manden med sig, fortæller vagtchefen.

Manden satte sig ind i sin bil og kørte afsted sammen med fire andre personer, der var blevet i bilen.

- Det er en mærkelig sag, og vi ønsker naturligvis hjælp til at finde manden, siger Thomas Bentsen.

Voldsmanden kørte afsted i en grå Citroën Xantia. Han beskrives som 35-40 år, dansk, omkring 180 cm. høj, skaldet og med mørke skægstubbe. Han bar en hoftelang mørkebrun jakke og betegnes som en muskuløs bodybuilder-type.

Henvendelser kan ske til Fyns Politi på telefonnummer 114.

Ved du noget? Så send os et tip