AMU-elever i klemme

Flere kursister på AMU-Fyn skulle i dag have været til køreprøve. Men i stedet må de vente 3-4 uger på grund af nye regler. For nogle af dem betyder det, at de må sige nej til job.

Risikerer at miste job

Michael Augustinus, der er arbejdsløs slagteriarbejder, skulle efter et AMU-kursus have været til køreprøve i dag for at få et stort kørekort. Han havde en jobaftale, hvor han skulle køre blomster til udlandet. Men nu risikerer han at miste det job, fordi han må vente op til en måned inden han kan komme til prøve.

- Det er jo frygteligt. Vi havde jo regnet med at få vores kort, når kurset sluttede, siger Michael Augustinus

Årsagen til ventetiden skyldes, at politiet fra årsskiftet har overtaget køreprøverne. Det betyder, at AMU Fyn ikke længere kan forhåndsreservere tid til et helt hold kursister til køreprøve. Kursisterne skal først bestå teorien inden de kan bestille tid til køreprøve. Og der er altså 3-4 ugers ventetid.

For Michael Augustinus betyder det muligvis farvel til et job, han ikke engang nåede at møde op til.

- De (arbejdsstedet red.) har sagt, at det ikke er sikkert, der er brug for flere chauffører, når vi kommer så langt hen, siger han.

Ifølge AMU Fyn har de i dag sendt 15 kursister hjem, der troede de skulle til køreprøve i dag.

Oversigt

    Oversigt