Analyse: Fynske banker kan ikke komme af med pengene

Manglende udlån koster penge for især landets mindre banker. På Fyn har Middelfart Sparekasse og Fynske Bank 1,5 milliarder kroner mere i indlån end udlån.

Under finanskrisen lånte alt for mange banker alt for mange penge ud til dårlige projekter.

Pengeinstitutterne havde langt flere udlån end folk, der satte penge i banken.

Nu er bankerne ramt af den modsatte tendens, og det går uforholdsmæssigt hårdt ud over de mindre banker på Fyn, har TV 2/Fyn tidligere dokumenteret.

En analyse foretaget af Finanswatch på baggrund af 2015-regnskaberne bekræfter tendensen.

Den viser, at især Middelfart Sparekasse og Fynske Bank har en voldsom ubalance på indlåns- udlånskontoen. De har hver især et indlån, der er 1,5 milliarder kroner større end deres udlån.

Det er bl.a. et problem, fordi en uforholdsmæssig stor del af den overskydende likviditet skal placeres i indlånsbeviser i Nationalbanken, der giver en negativ rente på 0,65 procent og dermed koster bankerne penge.

- Før krisen begyndte, kunne de små banker placere hele deres finansiering i pengemarkedet og så endda tjene penge. Nu er det vendt så meget, at for ikke at have enorm renterisiko taber de penge på at have store indlånsoverskud, siger bankforsker Lars Krull til Finanswatch.

Middelfart Sparekasse og Fynske Bank ligger nummer 4 og 5 på listen af landets mindre pengeinstitutter målt på de største indlånsoverskud i absolutte tal. 

Sparekassen Fyn og Nordfyns Bank indtager en plads som nummer 15 og 16 med 688 og 645 millioner kroner mere i indlån end udlån. mens Frørup Andelskasse er placeret som nummer 24 med 396 millioner kroner i indlånsoverskud.

Totalbanken har 284 millioner i indlånsoverskud og rangerer på en 30. plads ud af 37 mulige.

Ifølge Finanswatch er der ikke nogen let måde at få gang i udlånet på.

- Der er kun én måde at få højere afkast, og det er ved at låne nogle flere penge ud, men de mindre har svært ved at finde kvalificerede projekter nok. Desuden må aktionærerne nok vænne sig til, at de ikke får så stort et afkast af deres bankaktier eller garantibeviser, siger Lars Krull.

- Du kan sammenligne indlånsoverskud med, at hvis man er en bar og indkalder for mange tjenere i forhold til antal betalende gæster, så skal man alligevel betale løn til dem, som der ikke er arbejde til, siger han til Finanswatch.

Blandt storbankerne har Danske Bank det største indlånsoverskud, 180 milliader kroner, mens Nordea og Jyske Bank har udlånsoverskud. 

Oversigt

    Oversigt