Analyse: Øl-ægteskab er godt gået af OB's ejer

Økonomisk kommer Odense Sport & Event formentlig til at skyde papegøjen med sponsoratet med Royal Unibrew. Og det er populært.

Det er gedigent og flot håndværk af Odense Sport & Event, at man har fået Royal Unibrew som hovedsponsor for OB.

Det mener TV 2/Fyns erhvervsredaktør Ole Frank Rasmussen.

- Som det kom frem på dagens pressemøde, er det OB, der har valgt Royal Unibrew og Albani til - ikke Carlsberg, der har valgt OB fra, siger han.

Carlsberg ville nemlig godt have fortsat fodboldsponsoratet. Og Royal Unibrew har nu sponsorater hos syv superliga-klubber - dog intet så omfangsrigt som hovedsponsoratet i Odense.

Med Royal Unibrew som sponsor får Odense Sport & Event ifølge Ole Bang Nielsen en aftale, der er fuldt på højde med Carlsberg-aftalen. Og så er der store fremtidsperspektiver og synergieffekter.

For Royal Unibrew kommer til at levere øl til de koncerter, som nyfusionerede Culture Club og JVB - ejet af Odense Sport & Event - arrangerer.

Og de to koncertarrangører har alene i den kommende sæson 130-140 arrangementer på bedding.

Som det fremgik af pressemødet, har det været en sten i skoen hos Carlsberg, at man har været musiksponsor på spillesteder, hvor der samtidig blev serveret Albani fra det lokale bryggeri. Det har Odense Sport & Event ikke haft indflydelse på.

- Dertil kommer, at valget af Albani og Royal Unibrew er uhyre populært. Det kan allerede ses på de sociale medier, siger TV 2/Fyns erhvervsredaktør.

Royal Unibrew er allerede repræsenteret i masser af fynske idrætsforeninger og klubber, der blandt andet samarbejder med OB, og inden længe åbner Albani et nyt stort mikrobryggeri i Odense. Nærmest som aflad for de bryggerier, man selv var med til at lukke rundt om på øen.

- Uanset at det er Royal Unibrew - fusionen af det tidligere Faxe, Ceres og Albani - der ejer de fynske øl og sodavandsprodukter - er en væsentlig del af produktionen forblevet i Odense. Derfor opfatter de fleste fynboer også Albani som en mere naturlig hovedsponsor end Carlsberg, siger Ole Frank Rasmussen.

En sjov detalje ved offentliggørelsen af dagens hovedsponsorat er i øvrigt, at Ole Bang Nielsen - i dag administrerende direktør i Odense Sport & Event - sad i direktørstolen hos Albani, da der i år 2000 var budkrig om bryggeriet mellem Bryggerigruppen (Royal Unibrew) og Carlsberg.

Det blev Bryggerigruppen, der bød højst.

Ole Bang Nielsen valgte umiddelbart efter at forlade Albani, da han ikke ønskede at være direktør i et datterselskab af Bryggerigruppen underlagt koncerndirektør Jørgen Worning.   

Året efter overtog Carlsberg hovedsponsoratet i OB.

Oversigt

    Oversigt