Analyse: Venstre har taget rød blok på sengen

Med et meget detaljeret oplæg til forhandlingerne om næste års budget fangede Venstre i Odense de røde partier med paraderne nede, skriver TV 2/Fyns politiske redaktør Jesper Buch.

Politiske udspil har det med at drukne i nyhedsstrømmen. Med mindre de præsenteres i en aktuel kontekst, som det skete forleden, da Venstre fremlagde et alternativt forslag til besparelser i Odense Kommune.

Forslaget kom samme dag som udvalgene sad og svedte og baksede med at sætte navn på en række store nedskæringer.

”For os i Venstre er kommunens kernopgaver i hverdagen vigtigere end røde snore, flere festivaller og forkromede helhedsplaner”, lød det fra partiets politiske ordfører Bo Libergren.

Timingen var perfekt og ramte lige ned i dagsordenen i de etablerede og sociale medier.

For eksempel vil Venstre godt være med til at skære i de penge der bliver brugt til undervisning i dansk som andetsprog. Venstre vil også godt være med til at skifte vuggestuepladser ud med dagplejere og Venstre vil godt være med til at spare på Event-flagskibet Odense & Co.

Omvendt vil Venstre ikke være med til at skære i åbningstiderne i børnehusene eller lukning af Jernalderlandsbyen.

Man kan være enig eller uenig i prioriteringerne, men det står klart, at Venstre er kommet med et meget detaljeret udspil.  Vi får skåret ud i pap, hvad Venstre vil - og hvad Venstre ikke vil. Det er det mest konkrete udspil, vi endnu har set fra byrådspartierne, og samtidig er det et gennembearbejdet oplæg til efterårets forhandlinger om næste års budget.

Venstre har ganske enkelt givet sit bidrag til, at der kan komme mere substans ind i den politiske debat i Odense. Og så har Venstre for en stund overtaget dagsordenen fra rød blok, som siden i vinter har talt om den såkaldte ”velfærdsprocent”.  Dengang var det Anker Boye, som tog førertrøjen med et forslag om at øremærke en kommende skattestigning på et procentpoint til byens børn, unge og ældre.

Venstre svarede klart nej, - dog uden at fortælle nærmere, hvordan man så ville sikre velfærden i Odense. Jovist, der kom nogle lidt tågede formuleringer om at gøre tingene på en anden måde og finde nye løsninger på svære udfordringer. Noget klart svar fik vi ikke.

Men det kom så med fuld styrke forleden. Socialdemokraterne og rød blok blev overrumplet og havde intet modsvar. Det var nærmest et dejavu med omvendt fortegn. Rød blok blev taget på sengen på samme måde som Venstre blev det, da ”velfærdsprocenten”, blev præsenteret i vinter.

Reaktionen på udspillet var i hvert fald kun en gentagelse af retorikken, som vi har hørt det seneste halve år. At hæve skatten.  

Der er bare lige den mellemregning, at hvis kommunen skal gøre det uden at betale strafafgift, så skal der søges om tilladelse. Sidste år var der en pulje på i alt 200 millioner kroner til formålet til hele Danmark, og ingen ved, hvor stor puljen bliver før KL og finansministeriet er færdige med forhandlingerne.

Men uanset, hvad de forhandlinger ender med, vil også rød blok blive tvunget til at prioritere. Nu er der ved at gå rigelig tomgangssnak i ”velfærdsprocenten”. Vi har brug for mere konkrete svar på, hvad rød blok vil – og hvad rød blok ikke vil.

Venstre har givet sit bud. Bolden er spillet over på rød banehalvdel.

Fyn Live fra rådhuset

Skal der spares på erhvervs- og vækststrategien i Odense? Og skal Odense Kommune konkurrenceudsætte halvdelen af rengøringen på byens skoler? TV 2/Fyn forsøger her at få politikerne til at svare på to helt konkrete spørgsmål.
Medvirkende Peter Rahbæk Juel (S), Susanne Crawley (Rad.), Steen Møller (K) og Brian Dybro (SF)

 

 

Oversigt

    Oversigt