I det fynske folks tjeneste

Anbragte børn: Hellere plejefamilie end institution

Over ni ud af ti anbragte børn trives i deres plejefamilie. Tallet er væsentligt lavere på døgninstitutioner. Fynske institutioner klarer sig dog bedre end de fleste.

Foto: Torben Christensen / Scanpix

De danske børn og unge, der er anbragt i plejefamilier rundt om i landet, har det generelt godt.

Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Børne- og Socialministeriet. Over ni ud af ti børn og unge svarer, at de "har det godt" i deres plejefamilie.

I rapporten fremgår det samtidig, at trivslen er knap så høj, når man spørger de børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner.

Her svarer 60 procent, at de har det godt på deres anbringelsessted.

Kigger man nærmere på rapporten, fremgår det, at der er regionale forskelle på trivslen i de danske døgninstitutioner. 68 procent har det eksempelvis godt på Fyn, mens tallet er 55 procent i Jylland.

Læs også Plejefar: Uanmeldte besøg hjælper også plejefamilier

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) mener, at det er naturligt, at der er forskel på børn og unge i plejefamilier og i døgninstitutioner.

- Det kan skyldes, at hvis man er på en døgninstitution, så har man typisk også nogle tungere problemstillinger med i bagagen. Man er også typisk i kontakt med behandlingssystemet, lyder det fra Mai Mercado.

Børne- og socialministeren har også bemærket den geografiske forskel.

- Jeg er på nuværende tidspunkt ikke klar over, om vi kan hive noget mere data ud af undersøgelsen for at få en forklaring på, hvorfor det hænger sådan sammen, siger Mai Mercado og tilføjer:

- Det kunne være interessant at dykke ned i, hvad der gør sig gældende.

Hun mener dog helt generelt, at det er forståeligt, at børn og unge i døgninstitutioner typisk har det hårdere, end børn der er anbragt hos plejefamilier.

- Jeg kan godt have en forståelse for, at det kan være sværere at have et ophold på en døgninstitution. Også set i lyset af, at der er skiftende personale og så videre - som der jo ikke er hos en plejefamilie.

I 2015 var cirka 13.500 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt uden for hjemmet.

Så tilfredse er de

* Andel, der har det godt i en plejefamilie:

Hele landet: 93,3 procent.

Jylland: 93,6 procent.
Fyn: 91,6 procent.
København og omegn: 94,5 procent.
Sjælland: 91,1 procent.

* Andel, der har det godt på døgninstitution eller opholdssted:
Hele landet: 60,3 procent
 
Jylland: 55,3 procent.
Fyn: 68,2 procent.
København og omegn: 67,9 procent.
Sjælland: 64,0 procent.
 
* Andel, der føler sig hjemme, hvor de bor:
I en plejefamilie: 94,9 procent.
På en døgninstitution eller opholdssted: 68,8 procent.
 
* Andel, der oplever, at de voksne holder af dem:
I en plejefamilie: 95,6 procent.
På en døgninstitution eller opholdssted: 77,0 procent.
 
* Desuden viser undersøgelsen, at trivslen stiger, jo længere tid de anbragte børn og unge tilbringer hos plejefamilien eller på døgninstitutionen.

Kilde: Børne- og Socialministeriet.