I det fynske folks tjeneste

Anders Lindegaard: Pilen peger på Stephan

Målmandskampen er et hedt debatemne ved landsholdstræningen, og Stephan Andersen ligner en ny nummer et.

På dag fire efter lørdagens 1-3-nederlag til Brasilien er målmandskampen på det danske landshold stadig det varmeste emne. Men det virker som om, at kampen om at blive førstevalg ved EM er så godt som afgjort.

Hvis man skal nærlæse Anders Lindegaards budskaber, så skal der ske en markant ændring til enten træning eller i testkampen mod Australien på lørdag, før landstræner Morten Olsen ændrer på sit valg.

- Jeg tror, kampen mod Australien bliver meget afgørende. Den giver en klar indikation af, hvordan landet ligger, siger Anders Lindegaard.

Efter det normale førstevalg Thomas Sørensen blev sorteret fra EM-truppen tirsdag på grund af en rygskade, virker det til, at Stephan Andersen, som har fået fast spilletid i hele foråret, står forrest i køen til spilletid ved EM.

- Jeg kender Mortens principper, og jeg ved, han er blevet klogere efter sidste VM. Og det har jeg forståelse for. Men vi må se på lørdag,

Spørgsmål: Du indikerer, at du lige nu tror, at Stephan er nummer et?

- Det er den erfaring, der ligesom ligger i luften, siger Lindegaard.

Og den målmand, som står mod australierne kommer med al sandsynlighed også til at stå mod Holland 9 . juni i den første kamp ved EM.

- Ja, medmindre han fucker op mod Australien. Det tror jeg bestemt.

- Jeg tror også, det er vigtigt, at den målmand, som spiller mod Australien, spiller hele kampen og kommer til at spille med forsvaret.

- Såfremt det ikke er mig, som kommer til at spille, så har jeg fuld forståelse for det også, lyder det fra Manchester United-keeperen.

Kun én målmand kan se frem til spilletid mod Australien, hvor der maksimalt må skiftes seks mand ud i løbet af kampen.

- Der er én, der får spilletid. Vi ser helst ikke, som i kampen mod Brasilien, hvor det var en nødvendighed, at vi skal skifte ud på målmandsposten, siger Morten Olsen.

Mod Brasilien måtte Thomas Sørensen udgå i midten af første halvleg, og i den kamp overtog Stephan Andersen pladsen i buret.

Ved du noget? Så send os et tip