Andreas er semi-pro Counter Strike-spiller: Nu tager de voksne det seriøst

Nu skal spil som Counter-Strike GO, League of Legends og Overwatch udbredes endnu mere.Et nyt e-sportsnetværk vil have uddannelesesinstitutioner og sportsforeninger til at kaste sig over computer- og konsolspil.

18-årige Andreas Busborg har titel af semi-professionel Counter Strike GO-spiller. Det kan lyde sort - og meget ungt. 

- Da jeg startede med at spille var det meget med, at det var os unge, som skulle styre det, og det blev ikke rigtig taget seriøst af de voksne. Og nu sidder vi så her - sammen med de voksne, fortæller Andreas Busborg. 

Andreas Busborg sammen med de "rigtige voksne" som Jane Jegind
Andreas Busborg sammen med de "rigtige voksne" som Jane Jegind
Foto: Morten Albek

Andreas Busborg er nemlig inviteret med i det nye netværk Odense E-sport, der arbejder på at udbrede e-sporten til foreningslivet og uddannelserne i Odense. Han skal fortælle om sine erfaringer med computerspil til inspiration. 

E-sport og gaming er en branche i kraftig vækst. Og målet med netværket er blandt andet at få computerspillene ind i de almindelige sportsklubber og ind på uddannelserne, hvor de unge kan dyrke deres e-sport på linje med for eksempel fodbold. 

- At spille computer med de samme rammer som der er i en fodboldklub, det synes jeg kunne være helt sindssygt. Det kunne være rigtig fedt, fortæller Andreas Busborg. 

Se indslagene herunder - nu kan du også blive student med E-sport som speciale på Fyn.

 

Odense Kommune er også gået ind i samarbejdet. 

- For mig er der ingen tvivl om, at e-sport også er en af fremtidens fællesskaber. Og det skal vi understøtte, så vi får det ud - ikke mindst til de etablerede foreninger. Det er jo en hel ny verden - og så er det jo godt, at vi kan sætte os sammen med nogle af dem, der ved noget om, hvordan man gør det her, siger Jane Jegind (V), der er by- og kulturrådmand i Odense. 

Andreas Busborg håber på, at projektet kan være med til at rykke på fordommene omkring computerspil. 

- Det vil altid være det her lidt underlige land, man kommer ind i, når man spiller computer. Men jeg tror i takt med, at der er kæmpe turneringer - der var jo en million, der så med, da Astralis vandt - så tror jeg, at folk kan se, at det her er seriøst. Det er stort og fedt, siger Andreas Busborg. 

Odense e-sport

 

 

 

Oversigt

    Oversigt