I det fynske folks tjeneste

Angreb mod politiet i Vollsmose: Frikendt for kast med molotovcocktails

Østre Landsret frikendte tirsdag en 18-årig mand for at have deltaget i kast med sten og molotovcocktails mod betjente i Vollsmose.

En 18-årig mand blev i december 2016 idømt fem måneders fængsel i byretten for at have deltaget i overfald på betjente i Vollsmose, hvor en gruppe unge blandt andet kastede med sten og molotovcocktails.

Men Landsretten mener ikke, det kan bevises, og derfor blev han frikendt tirsdag. De seks dommere var enige om frikendelsen, oplyser forsvarsadvokat Mette Grith Stage.

Otte andre unge blev i januar 2016 idømt fængsel i otte måneder i byretten, men fire af dem fik nedsat straffen i Landsretten i november.

To fik fængsel i seks måneder, mens andre to fik fængsel i fire måneder.

Først måneden efter blev den 18-årige dømt, da det i første omgang ikke var muligt at identificere ham udfra politiets oplysninger.

Det mener Landsretten altså stadig gælder.

Læs også Fire unge får nedsat straffen for angreb i Vollsmose

  Overfaldet i Vollsmose fandt sted i juni 2015. 

Flere politipatruljer blev overfaldet på Bøgetorvet.

Forinden var der blevet indsamlet kasteskyts, ligesom der var blevet fremstillet molotovcocktails.

Angrebet med brandbomber og sten stod på i cirka en halv times tid på et meget befærdet sted, hvor der også var små børn til stede.