-
Middelfart Politi er muligvis kommet en opklaring af pumpgun-røveriet i Rydskov nærmere. Tidlig torsdag morgen blev en 34-årig mand fra Odense anholdt i sagen.
Anholdelsen foregik ved Odense Banegårds Center, hvor politiet fik fat på den 34-årige odenseaner.
Kriminalinspektør Albert Rasmussen fra Middelfart siger til TV 2/Fyn, at den anholdte er kendt af politiet i forvejen. Han vil blive sigtet for røveriet og fremstillet i grundlovsforhør senere torsdag.
Manden uden læssioner
Natten til tirsdag blev et ægtepar i Rydskov udsat for et brutalt røveri i deres hjem. To mænd deltog og stak af med udbyttet. Den ene af mændene fik læsioner i hovedet under røveriet. Det er dog ikke denne mand, politiet nu har fat i.
Da den ene røver stadig er på fri fod, er kriminalpolitiet i Middelfart sparsom med oplysninger, og grundlovsforhøret bliver formentlig også for lukkede døre.