I det fynske folks tjeneste

To anholdt for overfald på bager

To unge mænd på 20 år blev mandag anholdt for et groft overfald på en bager mellem jul og nytår. Overfaldet var formentlig en hævnaktion for bagerens sexchikane af en ansat.

Overfald var hævn for sexchikane

To unge mænd på 20 år blev mandag anholdt for et groft overfald på en bager mellem jul og nytår. Overfaldet var formentlig en hævnaktion for bagerens sexchikane af en ansat.

Overfaldet skete den 28. december på Hjallesevej i Odense. En gruppe unge anden generationsindvandrere trængte ind i butikken, og gennembankede bagermesteren med et kosteskaft.

Først troede politiet, at der var tale om et voldeligt røveri, men den efterfølgende efterforskning viste, at der ikke var stjålet penge i butikken.

Overfaldet på bageren var så voldsomt, at manden efterfølgende blev indlagt på Odense Universitetshospital.
Men da politiet mødte op på sygehuset for at afhøre manden om hændelsforløbet, kunne bageren pludselig intet huske om overfaldet.

Efterfølgende har én af de ansatte hos bageren forklaret, at hun har været udsat for sexchikane, og at overfaldet var hævn for bagerens opførsel.

Den ansatte er kæreste med én af de fire unge mænd der stod bag afstraffelsesaktionen.

Mandag kunne politiet så anholde to af de fire mænd bag overfaldet. Den ene vil mandag kl. 14 blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for grov vold.

Samtidig har politiet modtaget en anmeldelse af bageren for sexchikane, og politiet oplyser at bageren selv vil blive sigtet for sexchikane senere.