To anholdt for tyveri af havetraktor

Takket være en snarrådig fynbo blev to mænd søndag aften anholdt i Blommenslyst for at have stjålet en havetraktor.

To polske mænd er lige nu i politiets varetægt efter de søndag aften blev anholdt for at have stjålet en havetraktor i Blommenslyst.

Fyns Politi modtog annmeldelsen klokken 21.35. Anmelderen havde set to mænd stjæle en havetraktor, og da de to mænd kørte fra gerningsstedet, ringede han til politiet og kørte efter de to mænd, der forlod stedet i bil.

Derfor kunne politiet ganske kort tid efter standse bilen med de to tyveknægte og havetraktoren, som de havde med i bilen, på Ravnebjerggyden i Blommenslyst.

- På mærkværdigvis havde de fået en havetraktor ind i bagagerummet på en Berlingo, hvilket jo er lidt af en bedrift i sig selv. Det giver dog ingen point i denne sammenhæng, siger vagtchef hos Fyns Politi, Mie Brøchner.

De to anholdte, to mænd på henholdsvis 30 og 45 år, er begge fra Polen. De to bliver lige nu afhørt på politigården i Odense, og herefter tager politiet stilling til, hvad der så skal ske med dem.

Oversigt

    Oversigt