To anholdt for vold i Ringe

To unge mænd blev tirsdag aften anholdt ved Ringe Kost- og Realskole efter at de havde overfaldet en lærer og en elev på skolen.

Optrinnet fandt sted ved 20-tiden tirsdag.

En gruppe på tre i alderen fra 16 til 18 år slog sig ned på skolens område. De var berusede, råbte op og chikanerede folk, oplyser Fyns Politi Svendborg.

En af skolens lærere tog sin bil og kørte hen til de tre. Han rullede sideruden ned og bad dem forsvinde.

Det fik gruppens 18-årige medlem til at gå løs på læreren, som fik et kraftigt slag i hovedet, mens han endnu sad i bilen.

Læreren fortrak fra stedet og de tre fortsatte op mod selve skolen, hvor de passerede en sagesløs 20-årig elev, som en af gruppens 16-årige gik løs på med slag.

Derefter gik de hjem til den tredie i gruppen, en 16-årig, som bor i Ringe. Her kunne politiet kort efter anholde de to andre - en 16-årig fra Kerteminde og en 18-årig fra Odense.

De fik lov at overnatten i arresten i Odense og sendt til afhøring i Svendborg onsdag formiddag.

- Det er dybt beklageligt, at sådan nogle unge mennesker ikke kan opføre sig ordentligt. Og så på en helt almindelig tirsdag aften, siger vagthavende ved Fyns Politi Svendborg.

Oversigt

    Oversigt