I det fynske folks tjeneste

Anholdte med knive løsladt

Foto: Politi.dk

Fem unge mænd, som onsdag blev anholdt for besiddelse af knive i Odense, blev torsdag løsladt.

De fem unge blev anholdt efter en episode onsdag på Syddansk Erhvervsskole i Odense.

Først dukkede to unge mænd på knallert op på skolen og opførte sig truende overfor nogle elever, så politiet blev tilkaldt.

I mellemtiden forsvandt de to, men mens politiet stadig var på skolen, kom en gruppe kørende i bil. I bilen fandt betjentene flere knive, og de fem mænd blev anholdt.

Episoden skabte så stor forstyrrelse af undervisningen, at skolen sendte alle elever hjem.

Siden onsdag eftermiddag har politiets jurister vurderet, om der er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling; men det mener juristerne altså ikke, at der er.

- Det lugter naturligvis fælt, når fem personer vi træffer fra bandemiljøet bliver stoppet i en bil med knive. Men det indgår i en samlet vurdering, og da vi ikke vurderer, at en straf på mere end 30 dages fængsel kommer på tale, så bliver de ikke fremstillet i grundlovsforhør, siger anklager Jacob Thorup, Fyns Politi.

De fem mænd er løsladt, og sagen overgår nu til almindelig efterforskning for overtrædelse af knivloven.

 

Det siger knivloven

Det er som udgangspunkt forbudt overhovedet at være i besiddelse af knive og blankvåben.

Det kræver også som udgangspunkt tilladelse fra politiet, hvis en kniv har en klinge på over 12 cm. Dolke og knive med en klinge på over 12 cm er dog undtaget fra forbuddet og fra kravet om en tilladelse fra politiet, hvis de anvendes i erhverv, til husholdningsbrug eller ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller til et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.

Det er dog en betingelse, at de nævnte knive og dolke er udformet til den nævnte brug, og de må kun erhverves, besiddes og bæres til den nævnte brug.

Såfremt man fx ønsker at købe og anvende en jagtkniv med en klinge på mere end 12 cm til andet end jagt, vil det således kræve en tilladelse.

Forbuddet er generelt og ikke begrænset til offentligt tilgængelige steder.

 

Ved du noget? Så send os et tip