Anker Boye godt tilfreds med aftale om universiteter

Borgmesteren i Odense, Anker Boye er glad for, at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og universiteterne har indgået aftale om, hvordan der skal skæres i uddannelserne.

Anker Boye, Soc.dem., var stærkt kritisk over ministerens første udspil, fordi han mente, det ramte SDU og Aalborg Universitet uforholdsmæssigt hårdt.

Men nu er han mere forsonlig:

- Ministeren har med den nye aftale lyttet og justeret i den model, der i første omgang blev lagt på bordet, og som ramte universiteterne i Odense og Aalborg alt for hårdt. Den indsats fra ministerens side vil jeg gerne kvittere for, siger Anker Boye.

Den såkaldte dimensioneringsaftale betyder, at blandt andet Syddansk Universitet ikke skal skære så meget som i det første udspil.

Og universiteterne får mere indflydelse på, hvilke uddannelser, der skal skæres i.

Anker Boye fastholder dog, at også den ny aftale har en indbygget regional skævhed, der vil ramme SDU og Odense hårdt.

Men han trøster sig med, at sidste ord ikke er sagt i den sag:

- Der er lagt op til, at de enkelte universiteter nu skal i dialog med ministeriet om særlige regionale forhold. Det er nødvendigt, fordi vi gerne ser, at SDU fortsætter med at skabe mønsterbrydere og løfte uddannelsesniveauet i Region Syddanmark, siger Anker Boye.

TV 2/FYN har onsdag forgæves forsøgt at få en kommentar til aftalen fra Syddansk Universitet.

Oversigt

    Oversigt