I det fynske folks tjeneste

Aftale om Odenses økonomi på plads

02:22

1 af 2

Odenses blå blok undrer sig over, at det kunne lykkes borgmesteren af finde 20 mio. kroner i borgmesterforvaltningen. Det vil de nu kigge nærmere på.

Her til aften faldt den nye aftale om Odenses økonomi på plads. Efter kun en halv times møde kunne parterne skrive under på Odenses borgmester Anker Boyes forslag om at flytte 20 mio. kroner af de planlagte besparelser på børneområdet til andre områder, mens de sidste otte mio. kroner forbliver i det eksisterende sparekatalog.

De første 10 mio. kroner henter politikerne hos Odense&Co. Det er penge, som Odense&Co ikke har brugt i 2015. De næste 10 mio. kroner hentes i reservemidler fra kvarterplanen. Det er penge, som der ikke i øvrigt er disponerede med.

De sidste otte mio. kroner i det eksisterende sparekatalog skal så være såkaldt offerløse besparelser. Altså besparelser, der ikke rammer ansatte eller børn direkte. Det drejer sig fx 11 ubesatte vuggestuepladser i Vollsmose.  

 - I dag alle parter er enige om, at vi også i 16 kan finde en løsning, og det er jeg rigtig godt tilpas med, lyder det fra Anker Boye. Han understreger, at der er tale om engangsløsninger, der kun hjælper i år.

I sidste uge meldte Anker Boye ud, at han vil altså genåbne budgetforliget, hæve skatten og fjerne varslede besparelser på næsten 30 millioner kroner på børne- og ungeområdet, og her til aften holdt borgmesteren så forligspartsmøde med Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative.

Odenses blå blok udtrykker en vis lettelse oven på aftalen, men også en undren over, at det alligevel kunne lykkes borgmesteren at finde de 20 mio. kroner.  

Artiklen fortsætter under playeren

03:30 Luk video

- Jeg er overrasket over, at vi skulle dette lange besparelsesforslag igennem, før borgmesteren med et fingerknips kunne finde 20 mio. kroner i borgmesterforvaltningen. Det tyder på, at der ligger for mange penge i borgmesterforvaltningen, siger Bo Liebergren fra Venstre.

Han suppleres af Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

- Vi skulle jo have lukket hullet på de knap 30 mio. korner. Det er det nu blevet. Vi kan så se, som også Venstres Bo Liebergren, siger, at der er masser af penge i borgmesterforvaltningen. Det kommer vi til at kigge på igen. Lige nu er vi bare glade for at hullet bliver lukket, så det ikke går ud over børn og unge, siger Alex Ahrendtsen.   

Den konservative Lars Havelund er på linje med de to blok-kolleger.:

- Vi er meget overraskede over, at borgmesteren har haft 20 mio. kroner liggende i en skjult reserve på rådhuset, som kunne have undgået al den postyr og den usikkerhed blandt byens forældre omkring, hvordan børnene skal have det. Det er vi ærgerlige over, for vi kunne have undgået det for lang, lang tid siden, uden at vi skulle have en stor offentlig debat om det.

Ved du noget? Så send os et tip