I det fynske folks tjeneste

Anker: Glem de flotte ord om folkeskolen

Regeringens planer om nulvækst og besparelser passer dårligt med statsministerens visioner om en bedre folkeskole, lyder kritikken fra blandt andet  Odenses borgmester.

Nye krav om besparelser og nulvækst i kommunerne kan spænde ben for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) egne løfter om at give folkeskolen et markant løft.

Sådan lyder advarslen fra borgmestre og skolefolk, der frygter, at kravet om nulvækst vil betyde besparelser på kommunernes skolebudgetter.

- Det giver da grund til nervøsitet på skolernes og børnenes vegne, siger Anders Balle, formand for Danske Skoleledere.

Satsningen på folkeskolen var et af de helt store temaer i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, der har indkaldt skolerepræsentanter og fagfolk til topmøde om folkeskolens fremtid på Marienborg den 28. januar.

Men formanden for Danmarks Lærerforening (DLF), Anders Bondo Christensen, mener lige som skolelederne, at udsigten til nye besparelser, udhuler løfterne.

- Jeg tror ikke, at vi undgår dramatiske serviceforringelser. Planerne harmonerer dårligt med statsministerens ord i nytårstalen, siger Anders Bondo Christensen.

Anders Balle påpeger, at stadig flere skoler skærer i timetallet på grund af dårlig økonomi. Skolelederne modtager flere og flere indberetninger om skoler, der har reduceret undervisningen til det minimums-timetal, som loven kræver.

- Hvis folkeskolen skal have et løft, er det nødvendigt med mere undervisning og ikke mindre, påpeger Anders Balle.

Odenses borgmester, Anker Boye (S), har lige som skolefolkene svært ved at se, hvordan ønsket om et "eftersyn" af skolen harmonerer med de nedskæringer, der nu lægges op til i kommunerne.

- Glem alle de flotte ord om kvalitet og reformer og eftersyn, for de passer ikke til virkeligheden, siger Anker Boye.