I det fynske folks tjeneste

Anklage: Lærling mishandlet med kosteskaft og tømrerblyant

Fire håndværkere er tiltalt for grov vold og overgreb mod en lærling. Arbejdspsykolog kalder sagen usædvanlig.

En sag om overgreb mod 20-årig lærling indledes tirsdag ved Retten i Kolding. Et af overgrebene fandt ifølge anklageskriftet sted på en byggeplads i Odense. Foto: Ole Holbech

En 20-årig mand blev tilsyneladende udsat for flere tilfælde af grov vold og overgreb, da han var i lære hos et byggefirma i Kolding. Det fremgår af anklageskriftet mod fire ansatte fra byggefirmaet i sagen, der indledes tirsdag ved Retten i Kolding.

Af anklageskriftet fremgår det, at de tiltalte over en periode fra marts til september 2016 flere gange væltede lærlingen omkuld og holdt ham fast.

Filmede overgreb med mobiltelefon

Et af overgrebene fandt sted på en byggeplads i Odense og blev filmet på en mobiltelefon. De tiltalte brugte ifølge anklagen et kosteskaft eller et lignende redskab, som de pressede op mod lærlingens endetarm.

En enkelt gang skal kollegerne også have klippet hul i lærlingens bukser og presset en tømrerblyant op i hans endetarm. Alt imens lærlingen skreg og bad dem stoppe.

Læs også Håndværkere sigtet for at voldtage kollega med kosteskaft

En meget speciel sag

Anklager Anna Holm, Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, betegner det som en "meget speciel sag".

- Jeg har i hvert fald ikke haft en lignende sag, siger hun.

De fire kolleger er tiltalt for grov vold - to af dem tillige for andet seksuelt forhold end samleje for forholdet med tømrerblyanten. To af dem har ikke dansk statsborgerskab og risikerer udvisning, hvis de findes skyldige.

Alle fire nægter sig ifølge anklageren skyldige. Det er uvist, om de påståede overgreb er udtryk for en særlig grov form for mobning.

Mobning og vold

Ritzau har spurgt psykolog og ph.d. Lars Peter Andersen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, om han er stødt på sager om mobning, der har udartet sig til vold.

- Jeg har været på mange byggepladser og talt med håndværkere i kantiner, skurvogne og ude på pladserne. Men jeg har aldrig hørt om noget lignende, siger psykologen, der forsker i sikkerhed og samarbejde i byggebranchen.

Håndværkere arbejder under stort tidspres og ofte på akkord, så derfor er det ifølge psykologen ikke ualmindeligt, at der kan opstå konflikter.

- Man kan godt råbe og skælde hinanden ud, og der kan være nogle verbale konflikter, siger han.

Giver igen på den hårde tone

Men håndværkere er ifølge psykologen gode til at give igen af samme skuffe, og derfor opstår der sjældent den ubalance, som gør, at man føler sig mobbet.

Advokat Annette Petersen, Bonnesen Advokater i Odense, er beskikket som bistandsadvokat for den tidligere lærling. Hun oplyser til Fagbladet 3F, at hun vil nedlægge påstand om erstatning for overgrebene.

Der ventes dom i sagen i Kolding på mandag.