Anklager: 14 års fængsel til terrordømte

Landsretten behandlede forsvarerne og deres klienter helt efter bogen under terrorsagen fra Vollsmose, mener Rigsadvokaten, som vil have straffene skærpet.

Op til 14 års fængsel og ingen mulighed for omkamp. Det er, hvad forsvarerne kan forvente i terrorsagen fra Vollsmose, hvis det står til anklager Hanne Schmidt for Rigsadvokaten.

Hun brugte størstedelen af sin procedure i ankesagen i Højesteret onsdag på at udradere alle forsvarernes grunde til at påberåbe sig rettergangsfejl og forkaste deres krav om, at sagen skal gå om.

Derimod mener Rigsadvokaten, at de to hovedmænd, 22-årige Ahmad Khaldahi og 35-årige Muhammad Zaher, skal straffes med op til 14 års fængsel i stedet for de 11 år, som de fik i landsretten i november for forsøg på terror. Også den 32-årige Abdallah Andersen skal have skærpet sin fængselsstraf - op til otte år mod de fire år, han fik i Østre Landsret for sin mere perifere rolle i sagen.

De tre mænd havde anskaffet kemikalier, laboratorieudstyr og fremstillet det farlige sprængstof TATP til brug for en eller flere bomber, der skulle bruges til en terroraktion et ukendt sted. Men aktionen blev forpurret ved en storstilet politiaktion i Odense-forstaden Vollsmose i september 2006, hvor ni mænd blev anholdt.

- Hvis denne forbrydelse var blevet gennemført, ville det have sendt en chokbølge gennem samfundet, og vi ville gå og være bange for at tage toget fra Nørreport Station. Vi skal tage klart afstand fra den slags aktioner i form af høje straffe, sagde Hanne Schmidt og kaldte det den værste form for kriminalitet, man kan tænke sig.

Forsvarer forsøgte at gennemhulle påstande

Punkt for punkt forsøgte Hanne Schmidt at komme forsvarerne i forkøbet ved at gennemhulle de påstande, som de har fremsat for at få sagen sendt tilbage i landsretten. Hun slog særligt på forsvarernes hovedanke, som er anklagemyndighedens vigtigste vidne - agenten "Lars". Han var af Politiets Efterretningstjeneste, PET, sat til at infiltrere terrorcellen og har under hele sagen været stridens kerne.

Ifølge forsvarerne havde der aldrig været tale om et terrorforsøg, hvis ikke PET-agenten havde pustet til ilden. Men den teori forkastede Hanne Schmidt ved at slå fast, at når der er tale om forsøg på en så alvorlig forbrydelse, kan politiet foretage afværgeaktioner, der går langt ud over det sædvanlige.

Torsdag er det forsvarernes tur til at procedere, hvor de vil forsøge at overbevise Højesteret om, at deres klienter har krav på en ny runde i landsretten.

Oversigt

    Oversigt