Anklager: Bevismaterialet er enormt

Beviserne mod de tiltalte i terrorsagen fra Odense er enorme, hævder anklagemyndigheden. Men det var ikke lykkedes dem at lave en bombe.

Bevismaterialet er enormt. Sådan indledte anklagemyndigheden onsdag sagen mod fire mænd fra Odense, der er tiltalt for forsøg på at udføre bombeterror.

De fire mænd i alderen 19-34 år mødte op i retten i skyggen af begyndelsen på endnu en terrorsag, da to 21-årige mænd blev varetægtsfængslet for terror i Københavns Dommervagt tirsdag.

Sagens tre anklagere løftede på skift sløret for politiets månedlange fysiske og elektroniske overvågningsarbejde, hemmelige ransagninger, aflytninger og infiltrationer. Og budskabet var ikke til at tage fejl af: De fire var i fuld gang med at fremstille gas- og gødningsbomber. Men det var dog ikke lykkedes dem at skaffe alle materialerne, da de blev anholdt.

De fire replicerede ved i forening at nægte sig skyldige - for den enes vedkommende, konvertitten AA, med den begrundelse, at anklageskriftet var for upræcist formuleret.

Oversigt

    Oversigt