Anklager: Han skal ikke straffes, han skal behandles

En 48-årig mand erkendte sig torsdag skyldig i drabet på sin far onsdag i Svendborg. Anklageren vil ikke gå efter straf til manden, der er psykisk syg.

Den drabssigtede 48-årige mand, der blev anholdt efter onsdagens tragiske drab på Klosterpladsen i Svendborg, var onsdag i grundlovsforhør i Retten i Svendborg.

Manden erklærede sig skyldig, men havde derudover ikke det store at sige under dagens retsmøde. 

Onsdag aften forklarede han til politiet, hvad der fik ham til at udføre den bevidste handling, der kostede hans far livet.

- Sigtede har ikke forklaret sig inde i retten i dag. Men det har han onsdag aften til politiet, og den rapport blev læst op. Deri siger han, at han altid har haft et modsætningsforhold til sin far. Og da han i går, helt tilfældigt, ser faren, så beslutter han sig for, at nu skal han dø. Han tager en kniv, finder faren og stikker kniven i ham, siger anklager Kirsten Flummer til  TV 2/FYN. 

På trods af at den 48-årige har erklæret sig skyldig i anklagerne, vil anklageren ikke gå efter at få manden straffet. 

- Vi kommer ikke til at gå efter straf. Det er helt klart, at sigtede er syg, og sindssyge mennesker straffer man ikke, siger Kirsten Flummer.

- Det vi skal nu, det er at vi skal have beskrevet hans sygdom og hans mentale tilstand så godt som muligt, og så skal vi sammen med retspsykiaterne finde ud af, hvilken behandling der er mest hensigtsmæssig for at undgå, at han kommer til at gøre noget lignende i fremtiden, siger Kirsten Flummer.

Den 48-årige mand er foreløbig varetægtsfænglset i fire uger på retspsykiatrisk afdeling. 

 

Oversigt

    Oversigt