Anklagere nåede ikke målet i 2008

Rigsadvokaten var for ambitiøs, da han forudså, at anklagerne sidste år kunne nå lige så meget som før politireformen. Det bliver et minus på syv procent. På Fyn endnu værre.

Ambitionen var skruet for højt op for politiets og anklagemyndighedens indsats i 2008. Det har ikke været muligt at nå målsætningen om, at der skulle afgøres lige så mange straffesager som før politireformen, oplyser flere chefanklagere i politikredsene til Ritzau.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er resultatet et minus på 10 procent i forhold til 2006, som var sidste år, før den store politireform trådte i kraft.

- Det er hæderligt, og vi er tilfredse, for vi har samtidig præsteret en forbedring på 15 procent i forhold til 2007, siger chefanklager Kåre Skjæveland i Holstebro.

- Medarbejderne har ydet en kæmpe arbejdsindsats, men vi har stadig bunker liggende, siger han.

Tilsyneladende er det kun Bornholms og Københavns Politi, der har kunnet indfri rigsadvokat Jørgen Steen Sørensens målsætning, mens de øvrige 10 politikredse har røde tal. På landsplan er der tale om et minus på syv procent, viser de foreløbige tal.

Fyns Politi har et minus på 12 procent i forhold til 2006, oplyser chefanklager Jan Stick, og det skyldes blandt andet, at politiets efterforskere i en periode havde et dyk.

- Der er en masse sager, vi i anklagemyndigheden ikke har fået, fordi efterforskerne i lokalpolitiet ikke blev færdige med dem, siger Jan Stick.

Oversigt

    Oversigt