I det fynske folks tjeneste

Anklageskrift: Kvindelig ansat havde sex med asyldreng i bilen

En kvindelig medarbejder på det nu lukkede Børnecenter Tullebølle er tiltalt for at have haft sex med en asyldreng indtil flere gange. Anklager kræver erstatning.

Børnecenter Tullebølle. Foto: Jonas Mattsson

Kvinden, der er i 50'erne, er tiltalt for at have haft samleje med en ung beboer gentagne gange - blandt andet på en rasteplads i Tullebølle og i kvindens bil. Det fremgår af anklageskriftet, som TV 2/FYN er i besiddelse af.

Ifølge anklagemyndigheden har forholdet mellem kvinden og den unge beboer fra Børnecenter Tullebølle stået på i en kort periode - fra sidst i januar 2016 til starten af februar 2016. 

Læs også Risikerer fire års fængsel: Kvindelig ansat anklaget for sex med asyldreng

Anklager Kirsten Flummer ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2/FYN. 

Holdt politianmeldelse hemmelig
To kvindelige ansatte er nu tiltalt for seksuelle overgreb mod asylbeboere på Børnecentret på Langeland. Den anden kvinde er i midten af 30'erne. Hun er tiltalt for at have sex med 16-17-årig dreng i sit hjem, i en bil og i et skovområde på Langeland.

I oktober 2016 orienterede Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V) på et pressemøde, at kommunen havde politianmeldt de to kvinder for seksuelle krænkelser mod drengene på asylcentret. 

Ifølge Radio24syv fremgik det af politianmeldelsen af de to kvinder, at de var mistænkt for et seksuelt forhold til tre forskellige drenge. 

Langeland Kommune undlod at informere Udlændingestyrelsen om mindst ét af overgrebene. Og i netop denne sag holdt Langeland Kommune politianmeldelsen hemmelig. Selvom det seksuelle forhold skete tilbage i januar og februar 2016, blev sagen først politianmeldt i juni 2016.

Blandt andet derfor måtte Børnecenter Tullebølle lukke, og drengene blev flyttet.

Fængsel i flere år
Begge kvinder tiltales efter straffelovens paragraf 219, nr. 3.

Her straffes den, der "ansat ved eller tilsynsførende med døgninstitution eller opholdssted for børn og unge, psykiatrisk afdeling, døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen."

I sagen mod kvinden i 30'erne har anklageren krævet fængselsstraf. I sagen mod kvinden i 50'erne kræver anklageren erstatning.

Forsvarer for kvinden i 50'erne, Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV 2/FYN. 

Sagen mod kvinden i midten af 30'erne begynder i Retten i Svendborg den 13. juni, mens sagen mod kvinden i 50'erne er fastsat til den 19. juni.