I det fynske folks tjeneste

Anklageskriftet i Vollsmosesagen offentliggjort

De fire tiltalte i terrorsagen fra Vollsmose har modtaget anklageskriftet, og det er nu blevet gjort tilgængeligt for offentligheden.

Fire tiltalt i terrorsagen

De fire tiltales for at planlægge terrorangreb et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet. De tiltales for i fællesskab at have anskaffet gødning, kemikalier og laboratorieudstyr, som er blevet brugt til at fremstille sprængstoffet TATP.

De fire tiltales til straf for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr 1 og 7.

Straffeloven

§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1. Manddrab efter § 237.

2. Grov vold efter § 245 eller § 246.

3. Frihedsberøvelse efter § 261.

4. Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

5. Kapring af transportmidler efter § 183 a.

6. Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

7. Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.

8. Besiddelse eller anvendelse m.v. af radioaktive stoffer efter § 192 b.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.

Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.

kilde: PET