I det fynske folks tjeneste

Anmeldelse af Yellow Claw: Trap til det gør ondt

Yellow Clap skuffede Gaffas anmelder. Det var i sidste ende en slem skuffelse at se rejsen ind i trapland gå så skævt på Magicbox, lyder dommen

Yellow Claw, Tinderbox, Magicbox

To ud af seks stjerner

 Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Yellow Claw har for nyligt sagt farvel til deres faste hypeman, og så var den hollandske trapgruppe samtidig kun repræsenteret af Nils Rundhuis bedre kendt som Nizzle. Der var dog hyret en ny ilter makker til at hidse masserne op, og hans del af jobbet blev gjort til fulde. Der var en stemning af amerikanske hiphop-klichéer i de loopede billeder fra forskellige musikvideoer og det var også ganske hip-hop-agtigt med alt det trap, der hakkede sig vej ind i hjernen på de få, der stadig havde energi tilovers fra Otto Knows’ grundige gennemgang af svensk melodisk house.

Der ikke meget melodi i Yellow Claws trap og heller ikke i sættets første nummer “Inma Head” fra samarbejdet med Cesqeaux. Denne brutale form for EDM er formentlig startet på samme måde som så mange rebelske genrer, nemlig ved at få instrumenterne til at lyde på en måde, som man normalt ikke synes, de skulle. Derfor er det meget naturligt, at dubstep og trap til dels for mange lyder som et modem med bass. Yellow Claws trap vil være den vildeste, og derfor brugte publikum og dj et godt stykke tid med mere og mere afsindige rytmer, der udfordrede selv det mest feststemte publikum.

Det var en fornøjelse i starten at få et direkte sæt uden leflen og gimmicky samples, som vi har hørt tusind gange før på samme festival. Der var dog et indtalt speak fra en mand med dyb stemme, der 30 gange under Yellow Claws optræden annoncerede ordene: “Yellow Claw motherfucker”. Så var der ingen tvivl hos de nyankomne, hvis der overhovedet kom nogle nye hen foran Magicbox-scenen, som ærlig talt så ud til at blive lidt tyndet ud i forhold til friske publikummer.

Det var klassikeren om for meget af det gode, der havde ramt Magicbox ved midnatstid. Bassen blev for meget, og det var lidt som om, at når en produktion ikke kan blive mere vild og støjende, så må man for alvor ty til mantraet om ødelagt lyd og dermed bruge stilhed som en væsentlig del af droppet, hvilket er stik modsat den forudgående progressive house, der bare svulmer og svulmer, indtil der ikke er mere end synth og slag i fire takter. De udskejelser, som rent faktisk fik lov at træde ind i trap-universet, faldt helt til jorden, også selvom det var egne musikstykker.

Den populære “In My Room” lavet i samarbejde med DJ Mustard kunne slet ikke hamle op med resten af sættets voldsomme energi og virkede malplaceret. Den mængde hardstyle eller hardstyle-inspirerede rytmer, som prydede sættet virkede for meget som et sidste desperat forsøg på at bevise, at det var faktisk en vanvittig fest med krudt, ild og røg. Sådan noget kan hurtigt i sammenligning lyde som en rytmisk banken på en rude og ikke så meget som musik, man køber for penge.




Det var i sidste ende en slem skuffelse at se rejsen ind i trapland gå så skævt på dette nye, forbedrede Magicbox. Selvom stilen var koncentreret, alvorlig og for det meste gennemført, så var store dele af publikum ingen af de førnævnte ting. End ikke tilføjelsen af en overraskende gæstevokalist eller det næsten afsluttende nummer “Till it Hurts” kunne råde bod på den musikalske afskrækkelse, som Yellow Claw blev skyld i.  

Ved du noget? Så send os et tip