I det fynske folks tjeneste

Anmeldelse: Sun Kil Moons havefest blev en døsig og monoton oplevelse

Det er ikke nemt at være Mark Kozelek. Og det er slet ikke nemt at være Sun Kil Moon en tidlig fredag aften midt i det solbeskinnede Egeskov Slot. Gaffa tildeler bandet fra San Francisco to ud af seks stjerner.

 

Sun Kil Moon, Heartland Festival, Lowland Stage, Egeskov

 Anmeldt af Anine Fuglesang | GAFFA

Med Heartland Festival, Fyns nye havefest og seneste skud på Danmarks festivalstamme, som ramme, entrerer amerikanske Mark Kozelek Lowland Stage i skovmandsskjorte. Selvom han efter sigende hader, når publikum består af en flok mænd iklædt skovmandskjorter.

Det er som om, Sun Kil Moon og Heartland Festival ikke passer sammen og aldrig rigtig kommer til det. Selvom størstedelen af publikum ser ud til at hygge sig med rosévin og Fyns friske råvarer serveret festival-style på paptallerkner, mens en dedikeret skare nærmer sig scenen for at være tættere på den ironiske historiefortæller, bliver det en times lang koncert uden nerve og uden energi. Mark Kozelek leverer, men også kun fordi han skal. Det er i hvert fald den vibe, han sender ud over scenekanten.

Efter at have sendt en hyldest af sted til den danske bokser Brian Nielsen, lægger Mark Kozelek ud med covernummeret ”Something Stupid”; en lidt aparte start sammenlignet med de mørke og teksttunge lydlandskaber, han efterfølgende indvier sit publikum i.

Med numre som ”Dogs” fra det 2014-anmelderroste album ”Benji” og ”Fragile” fra dette års samarbejde med den britiske eksperimentelle kunstner Jesu kommer vi rundt om flere af Sun Kil Moons album; så mange, som man nu kan nå på en time med de ekstensive sanglængder på op imod 10 minutter.

Mørkemanden Mark Kozelek med det skrøbelige sind er særligt kendt for sine titaniske ordmængder, når han hverdagsorienteret inviterer indenfor i de nedfældede tanker om alt lige fra afdøde venner til kærlighedserklæringer til forældre. Hans lyriske univers, der mest af alt leder tankerne hen på den litterære teknik stream of consciousness, efterlader os ikke kun med en musiker, men med en poet. Faktisk nærmere en poet end en musiker efter min mening.

Og derfor er det virkelig ærgerligt, når man som i dag skal anstrenge sig for at høre hans fortællinger. Når ordene drukner i lyd, ender man ud med en kedelig og monoton oplevelse, der ikke er hans tekstunivers værdigt. For Sun Kil Moon er one of a kind, men han er også en krævende mand med krævende musik. En udfordringens mester. Og i dag gik tingene ikke op i en højere enhed, men endte i stedet i en døsig havefest.

Ved du noget? Så send os et tip