I det fynske folks tjeneste

Anmeldelser om cykeltyverier vælter ind efter Tinderbox

Fyns Politi har fået flere anmeldelser om stjålne cykler under dette års Tinderbox end normalt. Mange cykler efterlyses i Facebook-gruppen "Stjålne cykler Odense".

45.000 mennesker festede hver dag på Tinderbox. Mange havde taget cyklen til festivalen, og de betød kaos langt ned ad Falen. Arkivfoto. Foto: Christoffer Laubel

Mange tog cyklen til Tinderbox torsdag, fredag og lørdag. Desværre måtte flere gå hjem på trætte ben, fordi cyklen var blevet stjålet, mens basarmen blev svunget, og ørerne forkælet på festivalen.

I facebook-gruppen "Stjålne cykler Odense" efterlyser flere deres cykel. Stedfortrædende leder af Servicecentret hos Fyns Politi, Søren Stabel, bekræfter, at flere cykler er blevet nuppet nær Tinderbox, og han forventer endnu ikke, at alle stjålne cykler er blevet meldt til politiet. 

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget flere anmeldelser om cykeltyverier end normalt, og at mange af anmeldelserne kommer fra området omkring Tinderbox, siger han til TV 2/Fyn. 

Læs også Fyns Politi: Usædvanlig fredelig festival

Mandag morgen har Fyns Politi fået 46 anmeldelser om cykeltyverier.

- Men det er sandsynligt, at der kommer mange flere i løbet af mandagen, forudser Søren Stabel. 

Efterlyses på Facebook

Mens Nik & Jay, Jack White og Alanis Morissette spillede på Tinderbox, meldte flere sig ind i facebook-gruppen "Stjålne cykler Odense". Blandt andre har Klaus Kaack Peulicke meldt sig ind, efter hans cykel forsvandt. 

- Jeg savner min Radon-mountainbike. Den kørte, før jeg tog hjem fra Tinderbox, skriver han i gruppen. 

Læs også Overblik: Her er alt det bedste - og værste - fra Tinderbox 2018

Klaus Kaack Peulicke efterlyser sin cykel. "Billedet er gammelt - skærme og saddeltaske er ikke monteret, samt der er en flaskeholder mere på", skriver han i Facebook-gruppen "Stjålne cykler Odense". Foto: Klaus Kaack Peulicke

Flere medlemmer spekulerer i, om de mange forsvundne cykler er blevet stjålet af festivalgæster på udkig efter et hurtigt lift hjem eller om mere organiserede tyve står bag.

- Med alle de cykler, der er blevet stjålet på Tinderbox i år, kunne det nærmest virke organiseret, skriver Klaes Leander.

Helle Stelmer er enig:

- Ja, der er nogle, der har haft travlt derude. Mistede også min, skriver hun.

Fyns Politi kan dog ikke sige, om cyklerne er stjålet af organiserede kriminelle. Eller om de overhovedet er stjålet.

- Vi kan ikke sige noget om, hvem der står bag cykeltyverierne. Det kan være nogen, der har stjålet en cykel og taget en tur ind til byen, eller det kan være, at nogen har flyttet cyklen, siger Søren Stabel.

Han opfordrer dog alle, der har mistet en cykel under Tinderbox, til at henvende sig til politiet. Herefter vil cyklen blive efterlyst.