I det fynske folks tjeneste

Anmeldere: Guns N' Roses skuffede i Odense

Ifølge anmelderne levede Guns N' Roses ikke helt op til hypen, da de onsdag aften gav koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

Den helt store rockfest udeblev, da Guns N' Roses onsdag aften gav koncert i Odense.

Der var i den grad lagt i ovnen til et brag af en rockoplevelse, da det legendariske amerikanske hardrock-band Guns N' Roses onsdag gæstede Odense.

Men desværre for publikum udeblev magien. Det mener i hvert fald anmelderne.

Guns N’ Roses har slet ikke stærke sange nok til at spille tre timer, og både publikum og tiden stod meget, meget stille

Ekstra Bladet

- Rockikonerne forsøgte at kede 38.000 ihjel, og det lykkedes næsten med langtrukken maratonkoncert. 

Sådan indleder Ekstra Bladets Thomas Treo sin anmeldelse af den lige knap tre timer lange koncert på Dyrskuepladsen. Og de tre timer var alt for meget, skriver Treo i sin anmeldelse, der giver Guns N' Roses tre stjerner ud af seks.

- Guns N’ Roses har slet ikke stærke sange nok til at spille tre timer, og både publikum og tiden stod meget, meget stille under blandt mange andre ’Coma’, ’Estranged’ og ’This I Love’, skriver anmelderen. 

Læs også Billedserie: Guns N' Roses bragte Paradise City til Odense

Pivhamrende falsk

Også Fyens Stiftstidendes anmelder, Simon Staun, langer ud efter varigheden af koncerten i sin anmeldelse på fyens.dk.

- Den største enkeltkoncert nogensinde på Fyn blev en unødig langstrakt affære med Guns N' Roses, der spillede alt for mange coversange, skriver avisen i sin trestjernede anmeldelse.

Simon Staun kalder blandt andet forsanger Axl Rose for 'stemmeskræmslet' og var i det hele taget ikke imponeret af den engang så karismatiske sanger med den meget karakteristiske rå stemme. 

- Forsanger Axl Rose sang indimellem aldeles forfærdeligt, skriver anmelderen og tilføjer:

 - Efter en nogenlunde habil start går Axl Rose helt galt i byen med det værste vokale fejlskud, jeg længe har hørt på "This I Love". Det er faktisk en hån mod katte at kalde det kattejammer. Det er pivhamrende falsk.

Læs også Den midaldrende mand og Guns N' Roses-uniformen

Mentale hørebøffer

Musikmagasinet Gaffa var også taget til Odense for at anmelde Los Angeles-bandet, der opstod helt tilbage i 1985, men gik fra hinanden midt i 1990'erne.

Nu er de sammen igen - i hvert fald med en del af den originale besætning i form af forsanger Axl Rose, guitaristen Slash og bassisten Duff McKagan. Alligevel lykkedes det ikke rigtig for dem at få det til at swinge i Odense, mener Gaffa. 

- De store hits faldt alle sammen til jorden og endnu flere sange fungerede kun for de påståelige fans, der sagtens kunne udfylde Axls manglende præstation med rosenrøde mentale hørebøffer, skriver Gaffa i sin anmeldelse, der giver Guns N' Roses fire stjerner ud af seks. 

Læs også Odenses restaurationer oversvømmes af Guns N' Roses-publikum

Guitarguden Slash

Både Fyens Stiftstidende og Gaffa roser guitaristen Slash, der med sin helt unikke lyd formåede at hæve sig over middelmådigheden på en ellers flot onsdag aften.

- Lige så elendig Axl Rose er i store dele af koncerten, lige så sublim er Slash. Få guitarister har som ham en signaturlyd så signifikant, at selv folk, der angiveligt hader Guns N' Roses, på et splitsekund kan afkode, at det er ham, som spiller. Man kunne bruge hele anmeldelsen på at lovprise hans fingerfærdigheder og vitale betydning for bandets lyd, skriver Fyens Stiftstidende.

Også Gaffa peger på, at Slash tog over, hvor Axl rose måtte slippe og sørgede for, at koncerten kom i mål. 

- Ikke mindst guitaristerne løftede der, hvor Axl Rose måtte pruste sig ud bagved og med tre storslåede og charmerende timer er sagen klar og Odense gennemrocket fra HCA til Å, skriver Gaffa.

Var du til koncerten - så giv din egen anmeldelse:

Det spillede Guns N' Roses 

It's So Easy
Mr. Brownstone
Chinese Democracy
Welcome to the Jungle
Double Talkin' Jive
Better
Estranged
Live and Let Die (Wings cover)
Slither (Velvet Revolver cover)
Rocket Queen
You Could Be Mine
New Rose (The Damned cover)
This I Love
Shadow of Your Love (Hollywood Rose cover)
Civil War
Slash Guitar Solo (inklusiv Johnny B. Goode)
Speak Softly Love (Nino Rota cover)
Sweet Child O' Mine
Coma
Wichita Lineman (Jimmy Webb cover)
Wish You Were Here (Pink Floyd cover)
November Rain
Black Hole Sun (Soundgarden cover)
Knockin' on Heaven's Door (Bob Dylan cover)
Nightrain
 
Ekstranumre:
Don't Cry
The Seeker (The Who cover)
Paradise City

 

Ved du noget? Så send os et tip