Anmeldt anonymt: Du må ikke bruge Ærø

Virksomheden Ærø Whiskey fik fornylig uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsen, som havde fået en anonym anmeldelse om ulovlig brug af ordet Ærø på flaskerne.

Fødevarestyrelsen fik en anonym anmeldelse af, at Ærø Whiskey ulovligt markedsfører sig med ordet, Ærø, fordi en del af produktionen foregår uden for øen.

Det førte til, at Michael Nielsen, der er direktør og hovedaktionær i Ærø Whiskey, fik tirsdag besøg af Fødevarestyrelsen - et uanmeldt og overraskende besøg.

- Jeg blev da noget overrasket, men vi mener, at vi har god grund til at kalde det Ærø Whiskey, siger Michael Nielsen og tilføjer:

- Jeg fortalte dem, at vi bruger korn fra en bestemt mark på Ærø til produktionen, vi laver tønder af træ fra Ærø, og vi destillerer og lagrer på Ærø, så vi mener, det er rimeligt at kalde vores produkt Ærø Whiskey.

Michael Nielsen forstår ikke helt, at nogen har anmeldt ham, men tager det roligt:

- Det er okay, for så fik jeg lejlighed til at fortælle historien, siger han.

Anmeldelsen kan muligvis skyldes, at Ærø Whiskey tidligere har haft en del af produktionen i Kolding; men det fremgår af Fødevarestyrelsens rapport, som ses herunder, at det er flyttet til Ærø.

Fødevarestyrelsens besøg endte med, at Michael Nielsen fik en vejledning i reglerne for vildledende markedsføring, men ellers var der ingen anmærkninger.

- Det hedder stadig Ærø Whiskey, og sådan skal et være, siger han.

Fødevarestyrelsens rapport efter tirsdagens uanmeldte besøg
Fødevarestyrelsens rapport efter tirsdagens uanmeldte besøg
Foto: Lasse Hørbye

Oversigt

    Oversigt