Kulturpenge til Fyn: Anna Pia får en af de store donationer

Øernes Kunstfond har for første gang uddelt puljemidler. De fleste går til organisationer, men en stor pose penge går til en borger i Svendborg.

Busturen blev pludselig noget sjovere.

Anna Pia Holmgaard Axelsen sad i bussen og modtog en besked på sin telefon. Den vendte pludselig op og ned på det hele.

- Jeg var ved at eksplodere af glæde, fortæller hun.

Øernes Kunstfond har tildelt hende 250.000 kroner til oprettelsen af et litteraturhus i Svendborg.

- Tænk, at lille mig får en kvart million til at gennemføre min drøm. Jeg er super beæret. Det er startkapital til at virkeliggøre mit projekt, som er et samlingspunkt for litteraturen, siger hun til TV 2/Fyn.

 

 

Historiske lokaler får nyt liv

Idéen går ud på at åbne en bogcafé med håndplukkede bøger, hvor man skal kunne deltage i oplæsninger og arrangementer, der handler om bøgernes verden. 

Anna Pia Holmgaard Axelsen håber på at kunne åbne bogcaféen i butikslokalerne på Brogade 37. Lokaler, der nu står tomme og klar til udlejning. 

quote Tænk, at lille mig får en kvart million til at gennemføre min drøm. Jeg er super beæret.

Anna Pia Holmgaard Axelsen

Først havde hun kig på lokalerne alene af den grund, at de står tomme, men efterfølgende fandt hun ud af, at lokalerne har en litterær forhistorie.

- Det var virkelig et tegn, for faktisk har der allerede været boghandel på adressen, hvor den var kendt som Hilda Hansens Boghandel. Det var virkelig en institution i Svendborg, siger Anna Pia Holmgaard Axelsen.

Tildelingen fra Øernes Kunstfond er endnu så ny, at hun ikke har været i kontakt med udlejeren, men det sker snart. Hun håber at kunne åbne bogcaféen i Brogade 37 eller på en anden adresse omkring 1. maj 2019.

- Jeg er glad for, at kunstfonden har så stor tiltro til mit projekt, siger hun.

 

 

Mange tildelinger på Fyn

Øernes Kunstfond blev oprettet for et år siden på linje med Den Jyske Kunstfond og modtager midler fra finansloven.

Øernes Kunstfond har nu uddelt penge til forskellige projekter, hvoraf en del ligger på Fyn. 

quote Ansøgningsfeltet har været utrolig bredt, men fælles for dem alle er, at der har været et ønske om at styrke arbejdet mellem lokale iværksættere og det private erhvervsliv.

Mette Blum Marcher, formand for Øernes Kunstfond

Odense Kommune har modtaget penge til en international Carl Nielsen-konkurrence. Heartland Festival får tilskud til kunsten på festivalen. Baggårdteatret får penge til projektet Sundets Stilhed - et audio-eventyr med Bertolt Brecht. Og Syntaks A.M.B.A. får penge til en lysfestival på Erholm Gods.

Se overblik over alle tildelingerne længere nede.

Formand for Øernes Kunstfond, Mette Blum Marcher, er godt tilfreds med fordelingen

- Nærmest på vores 1-års fødselsdag er vi klar med midler fra Øernes Kunstfond til 17 rigtig spændende projekter. Vores første ansøgningsrunde har vist, at der er en meget stor interesse for fonden og de midler, vi har til rådighed, der skal skabe forbindelse mellem kultur og iværksætterne på de danske øer, siger Mette Blum Marcher og fortsætter:

- Ansøgningsfeltet har været utrolig bredt, men fælles for dem alle er, at der har været et ønske om at styrke arbejdet mellem lokale iværksættere og det private erhvervsliv.

Samlet set blev der søgt om tilskud for i alt 12.5 millioner kroner, og der blev i første ansøgningsrunde uddelt 2.3 millioner kroner. Øernes Kunstfond havde 2.3 millioner kroner til rådighed.

De modtager midler fra Øerens Kunstfond

Oversigt

    Oversigt