Annette Vilhelmsen vil have stoppet SF-læk

Kampen om formandsvalget i SF bevæger sig i mere beskidt retning. Nu bliver der lækket fra lukkede møder.

SF-formandskandidat Annette Vilhelmsen vil have partiets landsledelse til at slå fast, at der ikke må citeres fra lukkede møder.

- Som landsledelse tror jeg, vi trænger til at få repeteret, hvordan vores ansvar er for at være en demokratisk ledelse, siger Annette Vilhelmsen.

Det sker efter, at Jyllands-Posten søndag kan fortælle, at formandskandidaten stemte blankt, da landsledelsen i foråret skulle give SF-ministrene mandat til 2020-planen.

Afstemningen foregik på et lukket møde. Når avisen alligevel kan fortælle om den blanke stemme skyldes det, at andre deltagere på mødet har lækket oplysningen.

- Der er jo nogle spilleregler for, hvordan man arbejder som ledelse. De betyder blandt andet, at det skal være helt klart, hvad et lukket punkt er. Et lukket punkt refererer man ikke fra, siger Annette Vilhelmsen.

- Hvis man begynder at lække til presse og andre fra lukkede møder, så får vi en mistillidskultur. Det skal vi ikke have, siger Annette Vilhelmsen.

Den økonomiske politik var til debat i landsledelsen, fordi SF-toppen ønskede at få genbekræftet mandatet til en række reformer og dermed hovedpunkterne i regeringsgrundlaget, efter at SF's landsmøde i april valgte ny landsledelse.

Et af de nye medlemmer var Annette Vilhelmsen. Hun mener imidlertid ikke, at det er retfærdigt at trække det frem nu.

- Folk der var på landsledelsesmødet ved godt, hvad debatten handlede om i forhold til det oplæg, der lå. Når jeg valgte at stemme blankt, så har jeg selvfølgelig nogle overvejelser i forhold til det, og dem har jeg også fremlagt, hvorfor jeg gjorde, siger hun.

Annette Vilhelmsen peger i øvrigt på, at hun har opført sig loyalt i forhold til de beslutninger, der blev truffet på mødet.

Derfor mener hun, at hun ikke på nogen måde er med til så tvivl om sin støtte til regeringen, selv om hun stemte blankt i foråret.

Oversigt

    Oversigt