Anni er færdig med bordelbranchen

Anni Brinch - tidligere Fønsby - vil ud af bordelbranchen efter den seneste sag mod hende, hvor hun igen står tiltalt for at begå rufferi.

Uanset hvordan rufferisagen mod hende ender, så er Anni Brinch - tidligere Fønsby - helt færdig med bordelbranchen. Det gjorde den 37-årige kendismodel klart, da sagen mod hende ved Retten i Odense mandag gik ind i sin sidste og afgørende fase.

Anni Brinch og hendes veninde står tiltalt for at have drevet otte bordeller over hele landet med en fortjeneste på mere end 11 millioner kroner. Mandag skal både anklager og forsvarere give deres afsluttende procedure, inden retten afsiger sin dom.

Anni Brinch har hele tiden hævdet, at hun efter en rufferidom på betinget fængsel i 2005 gjorde alt, hvad hun kunne for at lovliggøre sine bordeller. Hun holdt blandt andet et møde med Skat, søgte rådgivning hos en advokat og indførte et nyt system, så kunderne i hendes bordeller i København og Ringsted skulle betale entré. Flere gange var politiet også på besøg på massageklinikkerne, uden at de ifølge Anni gjorde hende opmærksom på, at klinikkerne var ulovlige.

- Jeg ønsker ikke længere at være i den branche, så længe reglerne er så uklare, sagde Anni Brinch i retten mandag.

Hun afviser også, at hun vil lave hjemmesider for bordeller i fremtiden. Under sagen har Anni Brinch hævdet, at hendes engagement hovedsageligt bestod i at lave webarbejde for klinikkerne og at låne penge ud til veninden, så denne kunne købe klinikkerne.

Anni Brinch fortalte desuden, at sagen og ikke mindst den store medieopmærksomhed rettet mod hende og hendes mand, finansmanden Erik Damgaard, har slidt hårdt på hende.

- Jeg ønsker at få noget fred i mit liv. Det har hele familien brug for, sagde Anni Brinch, der blandt andet har lidt af angstanfald på grund af den store medieopmærksomhed.

Anni Brinch blev for fire måneder siden mor til en lille datter. Hvis hun bliver idømt fængselsstraf, er det hendes plan at tage datteren med i fængsel.

Oversigt

    Oversigt