Anni Fønsby anker fængselsdom

Anni Brinch - tidligere Fønsby - har anket byrettens dom på to års fængsel.

Dommen på to års fængsel for rufferi er forkert. Det mener den tidligere model Anni Fønsby, der i dag hedder Anni Katrine Brinch, og hun anker derfor dommen.

- Anni ankede på stedet med krav om frifindelse. Brevet er faxet, lyder det i en sms fra Annis talsmand, Jeppe Søe, til Ritzau.

Klokken 13 modtog Anni Fønsby nyheden om, at hun skal to år i fængsel for at have drevet en række bordeller og på ulovlig vis tjent mere end seks millioner kroner. Et beløb, som Retten i Odense kræver konfiskeret.

Anni er rystet og vred

Det var chokerende læsning for Anni Fønsby og hendes nærmeste
rådgivere, da de i dag fik dommen fra Retten i Odense.

- Vi er både rystede og vrede. Nu har vi læst os gennem de 16 sider i dommen, og der er ikke blevet lyttet til et ord af det, som forsvareren har fremført, siger Annis talsmand, Jeppe Søe, til Ritzau.

Anni har anket dommen på stedet i håbet om, at landsretten vil frikende hende for anklagerne.

- Nu ser vi frem til at komme i landsretten, hvor der er tre dommere og tre domsmænd, der skal bedømme sagen, lyder det fra Jeppe Søe.

Oversigt

    Oversigt