Anni holdt tårerne tilbage efter dom

En mindre straf havde måske været acceptabel. Men to års fængsel er for hård en straf, mener Anni Fønsby, der har fældet mange tårer under retssagen.

Anni Fønsby var vred og skuffet, da hun mandag klokken 13 fik sin dom. Den lød på to års fængsel. Tårerne holdt hun tilbage, men der har været grædt meget i sagens løb.

- Der er fældet rigtig mange tårer gennem de 14 dage, hvor jeg har siddet i retten. Ikke, at jeg har gjort det inde i retten. Der har jeg bevaret fatningen, fortæller Anni Fønsby til Ritzau.

- Men det har været meget hårdt psykisk, og jeg er et følsomt menneske. Og jeg havde ikke kunnet gå det her igennem uden at fælde rigtig mange tårer.

Den tidligere model havde indstillet sig på, at hun muligvis blev dømt. Og sammen med sin advokat havde hun også snakket om, hvad der kunne være acceptabelt. Det var dommen på to år ikke.

- To år, det er det samme, som man giver en voldtægtsforbryder. Den hårdeste straf, jeg har hørt om, er en kinesisk pige, der har drevet bordel i ni år og har haft med trafficking at gøre. Hun fik to et halvt år, lyder det fra Anni.

Den tidligere model er også uforstående over for det beløb, som hun ifølge dommen skulle have tjent på sine sexklinikker. Det beløb har retten sat til godt seks millioner kroner.

- Hvis de seks millioner var blevet tjent, så havde vi nok hørt nogle lidt andre telefonsamtaler om, at vi havde taget en dejlig rejse sydpå eller købt en bil. Så havde vi jo nok levet livet i sus og dus.

Tværtimod fremhæver Anni, at hun var så økonomisk trængt, at hun ikke havde råd til at få behandlet sin hund. Der var heller ikke råd til beskyttelsespenge, så en af klinikkerne blev brændt ned.

Sagen er nu anket til landsretten, og Anni håber på, at de tre landsdommere og de tre domsmænd, der skal bedømme sagen her, vil være lydhøre over for hendes argumenter.

Oversigt

    Oversigt