Anni og Erik blev truet af rockere

Rockere krævede ikke kun beskyttelsespenge fra Anni Brinchs bordeller, de truede også hende og kæresten, finansmanden Erik Damgaard, forklarer Anni i retten.

Finansmanden Erik Damgaard og hans hustru Anni Brinch - tidligere Fønsby - blev truet af rockere i forbindelse med Annis engagement i bordelbranchen. Det kom frem mandag i Retten i Odense, hvor Anni Brinch sammen med en veninde står tiltalt for at have drevet otte bordeller og tjent over 11 millioner kroner på det.

Anklageren i sagen har blandt andet afspillet en telefonsamtale mellem Erik og Anni, der er blevet aflyttet af politiet. Her taler parret blandt andet om Annis veninde, og Anni siger, at hun har taget en stor del af arbejdet og problemerne med de forskellige bordeller.

- Rockerne begyndte at true Erik og jeg, og dér har hun stillet op og sagt, at de slet ikke skulle kontakte os, forklarede Anni i retten om samtalen.

Det er også kommet frem i retten, at Anni og veninden måtte betale beskyttelsespenge til både Bandidos og Hells Angels for at få lov til at drive bordellerne. På et bordel i Ringsted skulle der således betales 10.000 kroner om måneden, men da rockerne en måned ikke fik alle deres penge, svarede de igen med at brænde bordellet ned. Ved en anden lejlighed overtog de bordellet, smed pigerne ud og sagde, at bordellet tilhørte dem.

Samtalerne afslørede også, hvordan Erik Damgaard var fuld af gode råd, når Anni Brinch havde knas med de bordeller, hun var involveret i. I en samtale rådgiver it-millionæren sin daværende kæreste om, hvordan hun kan skrive kvitteringer til piger, der gerne vil betale moms af deres arbejde og vil have kvittering for den del af bordellets fællesannonce i Ekstra Bladet, de har betalt.

- Heldigvis kører de fleste piger sort, men dem, der så gør det (hvidt, red.), det må man så acceptere, siger Erik Damgaard i samtalen, der også afslører, at han har et stort indblik i den forretningsmodel, Anni Brinch har bag sit engagement i bordellerne.

Oversigt

    Oversigt