Anni ville gøre bordeller lovlige

Efter sin første dom for rufferi talte Anni Brinch både med Skat, revisor og advokat for at få gode råd til, hvordan hendes bordeller kunne køre videre lovligt.

Anni Brinch - tidligere Fønsby - arbejdede hårdt for at få en lovlig drift af de bordeller, hun ejede. Det fortalte kendismodellen torsdag morgen, da hun for første gang gik i vidneskranken i Retten i Odense i den rufferisag, hun er tiltalt i.

Ville ændre branchen

Sammen med en veninde er hun tiltalt for at havde drevet i alt otte bordeller i hele Danmark over en årrække, Politiet mener, hun sammen med veninden har tjent mere end 11 millioner kroner på bordellerne.

- Da jeg første gang så branchen gennem en veninde, der arbejdede på en klinik, var jeg i chok. Der sad nogle mænd, der tog pigernes pengene, og forholdene var nærmest bare en madras på gulvet. Jeg tænkte, denne branche kan jeg ændre. Jeg kan gøre det godt for pigerne. Jeg elsker den branche. Jeg elsker at arbejde med pigerne. Jeg elsker at skabe et sted, hvor pigerne kan være trygge, fortalte Anni Brinch om sit engagement i bordellerne.

Lovlige bordeller

Anni Brinch blev i januar 2005 idømt en betinget dom for at have drevet bordeller i Odense og København. Efter dommen opsøgte hun både advokat Merete Stagetorn, sin revisor og Skat i København for at få klarhed over, hvordan hun kunne drive bordellerne lovligt.

- Da jeg er færdig med retssagen, kommer pigerne til mig. De er dybt ulykkelige, fordi de har mistet deres arbejdsplads. De sagde: Det er byens bedste sted, kan vi ikke finde en model, så det kan køre videre?. Og jeg var interesseret i at finde den bedste løsning, det er jo ikke for sjov, man søger al den vejledning, sagde Anni.

Fast takst for arbejde

Hun kom frem til, at hvis hun i stedet for at opkræve husleje af de prostituerede for hver vagt, de havde, opkrævede entré fra kunderne på bordellet, ville hun komme udenom rufferiparagraffen i straffeloven.

Hun opdagede dog efter et stykke tid, at mange piger løj om, hvor mange kunder de havde eller selv scorede entreen, så Anni som bordelejer fik langt færre penge. Derfor blev systemet lavet om, så pigerne skulle betale en fast takst for at arbejde på bordellet.

/Ritzau

Oversigt

    Oversigt