I det fynske folks tjeneste

Ansat på institution erkender overgreb

01:43

1 af 2

Dreng på fynsk institution er offer for grove overgreb fra en ansat. Den ansatte har tilstået.

En ansat på en fynsk daginstitution har aflagt fuld tilståelse i en sag om seksuelt overgreb på en dreng under 12 år.

Det siger chefanklager Jan Stick til TV 2/FYN.

En dommer ved Retten i Odense har torsdag valgt at varetægtsfængsle manden i foreløbig fire uger. Dommeren vurderede, at der var risiko for, at manden ville fortsætte sine ugerninger på fri fod.

Chefanklageren siger til TV 2/FYN, at den sigtede er en 19-årig mandlig pædagogmedhjælper.

For at undgå unødig krænkelse af offeret, som ifølge Jan Stick er en dreng under 12 år, er sagen blevet behandlet for lukkede døre. Han vil derfor ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.

Dog fremgår det af sigtelsen, at forbrydelserne i sagen ligger i den
grovere ende. Der er nemlig rejst sigtelse for seksuelle krænkelser af et barn under 12 år efter straffelovens paragraf 222 Stk. 3.

Det er en forholdsvis ny bestemmelse i straffeloven, som skal sikre en hårdere straf til gerningsmænd i sager om groft overgreb.

Ifølge lovbestemmelsen skal det indgå som en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden har udnyttet sin psykiske eller fysiske overlegenhed til at gennemføre overgrebet.

Ifølge forarbejderne til lovbestemmelsen, der blev vedtaget af Folketinget i 2008, skal sådanne overgreb mod børn sidestilles med voldtægt, også selv om der ikke decideret er anvendt tvang eller trusler.

Anklagemyndigheden under Fyns Politi kan ikke oplyse nærmere om, på hvilken institution overgrebet er foregået. Ifølge Jan Stick er der nemlig ved retsmødet nedlagt navneforbud, hvad institutionen angår.

Retten i Odense har valgt også at beskytte den fængslede mand med navneforbud, og den forurettede dreng er som offer i en sædelighedssag ifølge retsplejeloven også beskyttet af navneforbud.

Ved du noget? Så send os et tip