I det fynske folks tjeneste

Nej til mere lufthavn: - Ansatte bør få fridage hvis de dropper flyrejsen

Et forslag om at udbygge HCA Airport i Beldringe møder kritik fra dansk miljøorganisation.

Lufthavnsudvidelsen af HCA Airport omfatter blandt andet nye terminalbygninger, nye parkeringsområder samt udvidelse af den tilhørende erhvervspark. Foto: Ole Holbech

En såkaldt fordebat om planerne for at udbygge og udvide HCA Airport har været i høring de sidste seks uger, og høringsfristen udløber i dag mandag.

Teknik- og miljøudvalget i Nordfyns kommune besluttede den 3. juni 2019 at sætte gang i processen. Målet er at styrke flytransport til og fra Fyn.

Læs også Lufthavnsdirektør lover endnu flere flyafgange fra Fyn

Ny lufthavnsterminal

Lufthavnsudvidelsen omfatter blandt andet nye terminalbygninger, nye parkeringsområder samt udvidelse af den tilhørende erhvervspark. I dag rummer erhvervsparken en række virksomheder med forskellig tilknytning til luftfart, samt en afdeling af Syddansk Universitet med fokus på udvikling af droner.

På længere sigt indgår en forlængelse af landingsbanen også i planerne.

- Planlægningen skal muliggøre, at nye lufthavns- og erhvervsbygninger kan gives en tidssvarende arkitektonisk udformning og evt. en større bygningshøjde end den, der kendetegner området i dag, men under hensyntagen til indflyvnings- og sikkerhedsmæssige forhold, står der i forslaget.

Læs også Fyns Politi styrker grænsekontrollen efter kritik

Forening: Luftfart skader miljøet

Miljøforeningen NOAHs kritiserer forslaget. I deres høringssvar gør de opmærksom på, at en udvidelse vil øge klimabelastningen, og at der ikke er behov for udvidelsen, hvis kommunen i stedet støtter kommunens erhvervsliv ved at ændre politik på transportområdet. 

- I stedet for en lufthavnsudvidelse bør kommunen arbejde på at hjælpe virksomheder i kommunen med at flyve mindre, skriver NOAH i høringssvaret.

NOAH foreslår også, at Nordfyns Kommune kan give ekstra feriedage til ansatte, som rejser med tog i ferien.

Foreningen gør også opmærksom på, at udvidelsen vil beslaglægge et areal, som kan bruges til for eksempel fødevareproduktion.