Ansatte kræver ærlighed

Fagforeningerne for de ansatte ved Odense Kommune kræver, at politikerne melder ærligt ud om konsekvenserne ved kommende besparelser.

Politikerne bør sige rent ud, hvad der ikke længere kan udføres, når der skæres ned i antallet af medarbejdere, og at det betyder alvorlige service- og kvalitetsforringelser.

Det er meldingen fra Kommunale Organisationers Samarbejde i Odense (KOS), som er en sammenslutning af de kommunalt ansattes fagforeninger.

- De uundgåelige forringelser for borgerne skal synliggøres, og det må pointeres, at medarbejderne ikke kan levere samme - eller bedre - kvalitet under de voldsomme besparelser, udtaler formanden for KOS, Anne Mette Kæseler Jensen, som også er formand for Odense Lærerforening.

Stop hykleriet

- Det er både urimeligt og uanstændigt at forsøge, at pålægge medarbejderne et øget arbejdspres ved at foregøgle, at færre kan levere den samme arbejdsmængde og samme kvalitet i arbejdet, fortsætter Anne Mette Kæseler Jensen.

Hun tilføjer, på vegne af KOS, at konsekvensen bliver øget stress, øget sygefravær og opsigelser og dermed flere mennesker på overførselsindkomst.

Ikke mindst fordi Odense Kommune tilsyneladende har indført en ny praksis med at afskedige medarbejdere hurtigere ved sygefravær.

Besparelserne skal findes, men lad det så være ærlige besparelser, siger Anne Mette Kæseler Jensen.

Oversigt

    Oversigt