Ansatte på bosted udsat for vold og trusler

Ansatte og beboere på et bosted på Langeland har været udsat for vold og trusler. Arbejdstilsynet vurderer, at de ansatte ikke kan få hurtig hjælp i farlige situationer, da bostedet ikke har et internt alarmsystem.

“Hvis I nærmer jer, flækker jeg skallen på jer.”

Sådan lød truslen fra en af beboerne på bostedet Hjørnet på Langeland til bostedets ansatte. 

quote Udsættelse for vold kan forøge de ansattes risiko for at udvikle belastningsrelaterede sygdomme som angst, depression og i nogle tilfælde PTSD.

Udrag fra Arbejdstilsynets rapport om aktivitets- og bostedet Hjørnet

Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Flere af de ansatte på bostedet Hjørnet har været udsat for vold og trusler.

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet med beboere på bostedet ikke er sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det viser en aktindsigt, som TV 2/Fyn har fået.

Bostedet har ikke et internt alarmsystem, så medarbejderne kan ikke få hurtig og effektiv hjælp fra andre medarbejdere, hvis der opstår en farlig situation.

Hjørnet

Bostedet råder kun over én alarm, som går direkte til alarmcentralen. Arbejdstilsynet vurderer, at hjælpen fra politiet ikke kan nå hurtigt nok frem til at hjælpe medarbejderne.

Arbejdstilsynet har givet Langeland Kommune, der ejer og driver Hjørnet, et påbud om straks at forebygge risikoen for fysisk og psykisk vold i de situationer, hvor medarbejderne ikke kan få hurtig hjælp.

Risiko for angst, depression og PTSD

Der er en risiko for, at medarbejderne på bostedet bliver udsat for alvorlig fysisk og psykisk vold, og at ansatte, der arbejder alene, ikke har mulighed for at tilkalde hurtig og effektiv hjælp i farlige situationer.

Tilsynet vurderer derfor, at arbejdet med borgere på Hjørnet udsætter de ansatte for en betydelig sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko. 

Forebygger man ikke risikoen for arbejdsrelateret vold godt nok, øger det de ansattes risiko for at blive udsat for vold på arbejdspladsen.

Udsættelse for vold kan forøge medarbejdernes risiko for at udvikle sygdomme som angst, depression og PTSD. De ansatte risikerer også at få fysiske skader, lyder det i tilsynsrapporten fra Arbejdstilsynet.

Trusler fra beboer

Det er især en beboer på Hjørnet, der er kendt med voldelig adfærd. Beboerens adfærd er eskaleret over de seneste måneder. Der har været episoder i de seneste måneder, hvor han har haft truende adfærd over for de andre beboere på Hjørnet.

En ansat er i flere omgange blevet sygemeldt på grund af beboerens adfærd.

Første gang sad den ansatte på sit kontor, da beboeren kom ind og satte sig på en stol. Beboeren kom med verbale udfald mod den ansatte, andre medarbejder og beboere. Han var truende og respekterede ikke den ansattes afvisning. Han gik meget tæt på den ansatte og overtrådte hendes personlige grænse for fysisk afstand.

quote Beboeren bliver meget oprevet og udadreagerende, når han afvises af den pågældene ansatte

Udrag fra Arbejdstilsynets rapport om aktivitets- og bostedet Hjørnet

På den ansattes første vagt efter sit sygefravær kom beboeren ind på personalekontoret, ti minutter efter hun var mødt ind. Truende sagde han: “Nu sker det fandeme!” og slog noget ind i en lampe. Beboeren forlod kontoret, hvor efter han mødte en anden ansat og sagde: “Du skal slet ikke tale til mig, dumme møgkælling.” Truslerne fortsatte et stykke tid, indtil politiet blev tilkaldt.

Den ansatte, der lige var mødt ind på vagt, blev efterfølgende sygemeldt igen.

Truende beboer er forelsket

Efter episoderne opholdt beboeren sig meget i fælleslokalerne og ville hele tiden tale om den sygemeldte kvinde med de andre ansatte. På et tidspunkt forsvandt beboeren, og kvinden ringede til bostedet og fortalte, at han stod uden for hendes hus. Hun gemte sig i huset og kontaktede politiet. Hun kunne høre, at han gik rundt om hendes hus. 

Efter et stykke tid forlod beboeren kvindens bopæl. Han kom tilbage til bostedet og var truende over for de andre beboere. På et tidspunkt kom to andre beboere løbende og sagde til den ansatte på stedet: “Hjælp, (beboerens navn) går amok.”

Politiet blev tilkaldt. Da personalelederen ankom, overfusede beboeren hende og kastede med en foldevæg. Herefter ankom politiet.

Ledelsen af Hjørnet oplyser, at beboeren i gennem sit ophold på botilbuddet har udviklet en forelskelse i den ansatte, der ad flere omgange er blevet sygemeldt. Beboeren bliver meget oprevet og udadreagerende, når han afvises af den ansatte kvinde.

Kvinden er blevet kontaktet af beboeren på sin private telefon med hundredvis af sms’er og telefonopkald og utallige indtalte beskeder på telefonsvareren over de seneste måneder.

Oversigt

    Oversigt