I det fynske folks tjeneste

Ansatte vil ikke arbejde frivilligt

Mens private firmaer har succes med at lade ansatte lave frivilligt socialt arbejde i arbejdstiden, så har det første kommunale forsøg været et flop.

Mens private firmaer har succes med at lade ansatte lave frivilligt socialt arbejde i arbejdstiden, så har det første kommunale forsøg i Odense været et flop.

Det lyder ellers som et godt tilbud: Hvis du vil lave frivilligt socialt arbejde, kan du gøre det i arbejdstiden. Alligevel har det første kommunale forsøg med at give ansatte mulighed for at arbejde frivilligt i arbejdstiden ikke været nogen succes.

1300 medarbejdere i Odense Kommune har fået tilbuddet, men kun fem har sagt ja til at bruge mindst fire timers arbejdstid om måneden på for eksempel at være besøgsven, lektiehjælper eller gymnastikinstruktør.

- Vi havde en god idé og en god hensigt, men vi har fået en mavepuster af medarbejderne. Det er som at invitere til en fest, og så kommer der ikke nogen. Vi har nok lanceret det lidt for topstyret og docerende, siger Odenses børne- og ungedirektør Klaus Majgaard, der var en af initiativtagerne til projektet.

Han mener, det har været en hindring, at kommunen udvalgte, hvilke projekter medarbejderne kunne få fri til at arbejde i og ikke tog højde for, at mange allerede arbejdede frivilligt andre steder.

Også en norsk kommune har gjort forsøget og indtil videre også med samme nedslående resultater. Men trods problemerne i Odense tror Kommunernes Landsforening (KL), at det er sandsynligt, at flere kommuner kan være på vej med lignende tilbud til de ansatte.

- Det tager tid at skabe en tradition og finde en form for at arbejde frivilligt i arbejdstiden, så man kan ikke afvise det blot på baggrund af erfaringerne fra Odense. Generelt har kommunerne stor fokus på kreativ kompetenceudvikling af medarbejderne herunder også frivilligt socialt arbejde, siger Anders Christian Dyhr, konsulent i KL.