I det fynske folks tjeneste

Ansvarlig politiker efter drab: Tragisk og bekymrende

Drabet på den 74-årige fandt sted foran banegården i Svendborg. Foto: Mogens Zender

Thies Mathiasen (DF), formand for psykiatri og socialudvalget i Region Syddanmark. Foto: Region Syddanmark

1 af 2

Regionen har store udfordringer med psykisk syge misbrugere. Formand sætter sin lid til sundhedsministeren.

Thies Mathiasen (DF), formand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark står med endnu en sag, hvor endnu en patient fra Psykiatrien i Region Syddanmark ender med at blive drabsmand.

Onsdag eftermiddag dræbte en 48-årig patient sin 74-årige far på åben gade i Svendborg.

- Det er en dybt tragisk sag, og det er stærkt bekymrende, at det er sket igen, siger Thies Mathiasen til TV 2/FYN.

Læs også Drabsmand netop udskrevet fra psykiatrien før drabet

- Men som jeg har forstået det på lægerne, blev han vurderet egnet til at komme ud.

Direktør Anders Meinert fra Psykiatrien i Region Syddanmark sagde tidligere torsdag til TV 2/FYN, at den 48-årige var blevet onsdag udskrevet efter et indlæggelsesforløb, der har været udramatisk og uden tegn på vold eller trusler.

Thies Mathiasen (DF), formand for psykiatri og socialudvalget i Region Syddanmark. Foto: Region Syddanmark

Ifølge Fyns Politi er den 48-årige kendt ansigt i misbrugsmiljøet i Svendborg.

- Vi har en stor udfordring med psykisk syge misbrugere og det er meget svært at trække dem ud af misbruget, siger Thies Mathiasen. Oveni kommer så, at regionen mangler pladser til patienterne.

- Antallet af retspsykiatriske patienter er eksploderet. Vi byggede den nye retspsykiatriske bygning i Middelfart med en overkapacitet på 15 procent, men nu står vi med et underskud på pladser på 15 procent.

 

04:28 Luk video

 

Thies Mathiasen forklarer, at regionen samarbejder med kommunerne om at finde pladser, og at der er konverteret 16 almindelige psykiatriske pladser til retspsykiatriske pladser, men det er heller ikke nok. Han krydser nu fingre for, at sundhedsministeren med et nyt tiltag kan tage presset fra regionen.

- Det glæder mig at sundhedsminister Sophie Løhde vil etablere botilbud. Det vil betyde 32 ekstra pladser i vores region. Det vil aflaste os, men jeg ved ikke om det er nok, siger Thies Mathiasen.

 

Ved du noget? Så send os et tip