I det fynske folks tjeneste

Antboy kribler igen på Fyn

For tre år siden lagde Fyn location til den første film om Antboy-universet. Nu skal den tredje og sidste del af fortællingen optages. Og det bliver den på Fyn, hvor det hele begyndte.

Nimbus Film med instruktør Ask Hasselbalch er klar til at starte optagelser til en ny omgang Antboy - nemlig Antboy 3, som bliver den sidste film i den planlagte trilogi om dansk films superhelt - og som FilmFyn har investeret i.

Optagelserne går i gang den 15. jul. Og udover op Fyn finder de sted i København og Hamborg.

FilmFyn investerede også i den første Antboy-film for snart tre år siden.

- Vi er glade for, at vi med den tredje og sidste Antboy film har fået muligheden for at vende tilbage til Fyn, hvor vi optog den første Antboy. De fynske locations og kreative hold giver Antboy-universet netop det eventyrlige touch, som vi ønsker os i et superhelte univers. Det føles helt rigtigt at afslutte fortællingen om myredrengen i de omgivelser, hvor vi startede, siger producer Lea Løbger fra Nimbus Film.

På rollelisten er Oscar Dietz, Samuel Ting Graf og Amalie Kruse Jensen, der igen tager rollerne som trekløveret Pelle, Wilhelm og Ida, mens Nicolas Bro spiller Loppen. Paprika Steen spiller super-karrierekvinde.

Antboy 3 får biografpremiere i vinterferien 2016.

Manuskripterne til trilogien om Antboy er skrevet af Anders Ølholm og baseret på den populære danske børnebogsserie på seks bind af Kenneth Bøgh Andersen.

De to første film om Antboy er solgt til distribution i flere end 25 territorier verden ove og har begge modtaget en Robert som Årets Børne- og Ungdomsfilm.

Ved du noget? Så send os et tip