Apollo ny hovedsponsor for OB

Rejsebureauet Apollo og fodboldklubben OB har indgået et nyt sponsorsamarbejde. Aftalen betyder, at Apollo bliver en af de største samarbejdspartnere for den fynske fodboldklub.

Apollo Rejser vil fremover blive markant mere synlig i fynsk fodbold. Sponsoraftalen betyder, at Apollo-navnet vil figurere ved alle OBs superligakampe og for øens hold.

- Det nye sponsorat med Odense Boldklub giver god mening, da Apollo i en årrække - som det eneste charterselskab - har haft sommerflyvninger ud af Odense Lufthavn. I år har vi faktisk hele to destinationer, som kan nås direkte fra Odense, siger adm. dir. i Apollo, Jan Lockhart.

Fodboldstævner for fynske ungdomshold vil fremover komme til at hedde Apollo Cup, og rejsebureauet vil også blive hovedsponsor for alle OBs talenthold. Samtidig vil Apollo blive synlig på Odense stadion med bandereklamer, flyers og konkurrencer.

- Vi er meget glade for samarbejdet mellem Odense Boldklub og Apollo Rejser. Det er to stærke brands, der deler nogle solide værdier, hvilket Apollo Rejser også viser med deres store fokus på vores ungdomsaktiviteter, siger adm. direktør i Odense Sport & Event, Thomas Christensen.

Oversigt

    Oversigt