Arbejdsulykker sker i trafikken

En tredjedel af alle arbejdsulykker med døden til følge sker i trafikken.

For høj fart, glemt sikkerhedssele og alkohol i blodet er nogle af de hyppigste årsager til, at der hvert år sker tusindvis af uheld på vejene i Syddanmark, også i forbindelse med kørsel i arbejdstiden.

Derfor arbejder Syddanmarks Færdselssikkerhedsudvalg nu på at skabe ekstra opmærksomhed på trafiksikkerhed på syddanske arbejdspladser.

I en kampagne til virksomhedsledere og arbejdsmiljørepræsentanter, opfordrer udvalget til at gøre trafiksikkerhedspolitik til en naturlig del af virksomhedens arbejdsmiljøindsats i et forsøg på at bringe antallet af trafikkvæstede i arbejdstiden ned.

- Hver tredje af alle arbejdsulykker med døden til følge sker i trafikken. Fra 2004-2006 udgjorde dødsfald ved trafikulykker i forbindelse med arbejdet henholdsvis 13, 17 og 16 tilfælde om året, hvilket svarer til ca. 30 % af arbejdsulykker, der har medført døden, om året. I gennemsnit er hver 10. beskæftigede udsat for en arbejdsulykke i løbet af tre år. Alene i 2009 var hver 8. anmeldte arbejdsulykke så alvorlig, at den medførte amputation, knoglebrud eller omfattende legemlige skader, siger Hanne Sofie Tromborg Olsen, Arbejdstilsynet.

Oversigt

    Oversigt